Danish Golf ChampionshipFørste spadestik er taget til HimmerLand Multihal

Første spadestik er taget til HimmerLand Multihal

Hovedentreprenør Tom Jakobsen, og CEO for HimmerLand, Mette Ravn, tog torsdag det første spadestik til byggeriet af HimmerLands 6.205 m2 store multihal. HimmerLand Multihal, som hallen døbes, kommer til at indeholde fitnesscenter, plads til koncerter, konferencelokaler, golfsimulatorer og meget mere. Den forventes at stå klar til sommer 2023.    

Man kender det måske fra hjemmet – man har malet én væg, og straks ser sig nødsaget til at gå i gang med alle vægge, og til sidst står man med et totalrenoveret hus. Sådan kan den ene opgave som bekendt lede til den næste.

Den mentalitet må siges at florere i HimmerLand, der nu tager den store pensel i brug, og påbegynder næste udvidelse af resortet med byggeriet af en 6.205 m2 stor multihal med fitnesscenter, golfsimulatorer, plads til koncerter, badminton, indendørs fodbold, volleyball, konferenceaktiviteter og meget mere.

HimmerLand Multihal er således sidste skridt i anden fase af udvidelsen af aktiviteterne i HimmerLand, som også tæller tilføjelsen af 26 nye hotelværelser, nye og udvidede spa-faciliteter og et 20.000 m2 stort sportsanlæg (HimmerLand Sport & Padel) med fodbold og padeltennis.

Bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, glæder sig over udviklingen i HimmerLand:

– Det betyder rigtig meget for mig og hele vores familie. Jeg har i mange år haft en drøm om at modernisere og udvide HimmerLand og løfte kvaliteten. HimmerLand er et sted, der altid har haft stor betydning for os i familien, men også for lokalområdet, husejere og andre samarbejdspartnere. Derfor er jeg både glad og stolt over, at vi på relativt få år, er kommet så langt som vi er, siger Jacob Brunsborg og fortsætter:

– Jeg har hele tiden haft en vision om, at HimmerLand skal tilbyde alle faciliteter på højeste niveau. Ikke kun for gæster, der spiller golf, men også for alle andre. HimmerLand er jo også et familiested, og jo flere spændende aktiviteter vi kan tilbyde, des flere mennesker kan vi tiltrække. Mennesker skaber ”liv og glade dage”, og vores udbud af aktiviteter gør HimmerLand til en destination hele året rundt. Ikke kun for hotel-, spa- og konferencegæster, men også for de familier, der ejer sommerhuse i og omkring HimmerLand.

Bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, og HimmerLand CEO Mette Ravn – Foto: PR

Første fase af moderniseringen begyndte allerede under coronanedlukningen i starten af 2021, hvor samtlige restauranter blev renoveret og fik nye koncepter, ligesom receptionen, hoteltorvene og mødelokalerne blev sat i stand. Derudover byggede man helt nye greenkeeper-faciliteter og en ny, moderne garage til resortets omkring 60 golfbiler, som oplades af solceller.

Flere aktiviteter er vejen frem

Nu er resortet så gået ind i anden fase af moderniseringen af stedet, og spørger man resortets CEO, Mette Ravn, om det er til at følge med i de mange projekter, falder svaret prompte:

– Ja, for tingene hænger rigtig godt sammen, så selvom vi roder en smule med alle vores byggerier for tiden, er det jo alt sammen for det bedre – og tænk sig, at vi allerede fra næste år står klar med et helt nyt og topmoderne mangfoldigt resort, som kan favne alt fra professionelle sportshold, familiegæster, kærestepar og endnu flere møde- og konferencegæster – det er jo ikke til at få armene ned, siger Mette Ravn og fortsætter:

– Vi er et resort, og når man tænker resort, så inkluderer det også aktiviteter, og det må man sige, vi kommer til at kunne tilbyde endnu flere af, når både sportsanlægget og multihallen står klar.

Byggeplads for den kommende HimmerLand Multihal – Foto: PR

Udover at være arnested for flere og nye aktivitetsformer, skal HimmerLand Multihal også kunne favne store firmafester og udvalgte velgørenhedsarrangementer, ligesom der er tænkt et stort produktionskøkken ind, der kan tage over, så de store arrangementer ikke påvirker driften af hotelrestauranten Hul 19 og fine dining restauranten HimmerRiget.

Nu skal der driftes

Når multihallen står klar, vil det også markere afslutningen på anden fase af HimmerLands nylige udvidelser – men spørger man Jacob Brunsborg, om det så betyder, at HimmerLand er ”færdigt”, er svaret:

– Jeg tænker aldrig, at vi bliver helt færdige, for så er vi jo gået i stå. Derfor vil der helt sikkert også blive investeret endnu mere i HimmerLand på sigt. Men når multihallen og den nye helhedsplan for området står klar, er det enden på en periode med rigtig mange store projekter, og så giver det helt sikkert mening at stoppe op og sikre, at vi får det optimale ud af de investeringer, vi har foretaget, inden vi sætter flere nye projekter i gang.

Visualisering af den kommende HimmerLand Multihal – Grafik: PR

CEO for HimmerLand, Mette Ravn, ser også frem til at kunne gå i gang med den daglige drift for alvor:

– Jeg glæder mig til at kunne begynde at drifte stedet – udvikling er fedt, men det er jo i driften, vi for alvor kan skabe de bedste oplevelser for alle vores gæster. Det er hele grunden til, at jeg og kollegaerne i HimmerLand går på arbejde hver dag.

Til at hjælpe med at drive varmepumperne til opvarmningen af hallen vil der blive monteret 700 m2 solceller på taget af HimmerLand Multihal, som årligt kan producere omkring 150.000 kWh.

Største totalentreprise

For Tom Jakobsen, som er indehaver af Tom Jakobsen A/S, der er hovedentreprenør på HimmerLand Multihal, er det en forløsning at være i gang med projektet.

– Det betyder rigtig meget for os at være i gang. Det er vores største totalentreprise, så det betyder lidt ekstra at kunne være med til at visualisere HimmerLands ambitioner med den her multihal. Der er tænkt nogle spændende løsninger ind som at kunne gå på taget, så det har været en spændende opgave at byde ind på og være med til at løse. Nu glæder jeg mig til at se det hele klar til næste sommer.

Hovedentreprenør Tom Jakobsen og HimmerLand CEO Mette Ravn – Foto: PR

HimmerLand Multihal bliver DGNB-certificeret, som betyder, at der er tænkt bæredygtighed ind i flere facetter af byggeriet.

Fakta om HimmerLand Multihal:
  • 6.205 m2
  • Fitnesscenter og mulighed for yoga, spinning og crossfit
  • Hal med mulighed for badminton, indendørs fodbold og volleyball
  • Venue med plads til koncerter, firmafester og teambuilding
  • Aktivitetsbane på toppen af multihallen med udsigt over Sjørup Sø
  • Ekstra mødelokaler
  • Produktionskøkken til at servicere store arrangementer og firmafester
  • Indendørs golfsimulatorer
  • 700 m2 solceller
Oversigtskort over den kommende HimmerLand Multihal – Grafik: PR

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk