Der tales meget om de lempelige COVID-19 regler og vejledninger i Sverige. På stort set alle områder har den svenske tilgang været langt mindre restriktiv end i Danmark, men hvad angår golfturneringer har man været mere forsigtige i Sverige.
I Danmark er der kommet gang i golfturneringer for bredde, elite og professionelle, men i Sverige åbner sundhedsmyndighederne først op for idrætsturneringer pr. 14. juni. Reelt betyder det en start af svenske golfturneringer på alle niveauer efter den 1. juli herunder således også klubturneringer.
Den svenske Allsvenskan fodboldliga, svarende til den danske Superliga, genoptager i øvrigt også sæsonen med de første kampe den 14. juni, mens der i Superligaen er blevet spillet siden den 28. maj.
Ingen svenske golfturneringer fra 30. marts – 30. juni
I Sverige har man hele tiden kunnet spille golf i såkaldte private runder, men det svenske golfforbund (SGF) indstillede alle forbunds-arrangerede turneringer gældende fra 30. marts – 30. juni. På det skarpeste har SGF også frarådet klubturneringer.
Folkhälsomyndigheten, svarende til den danske sundhedsstyrelse, har ændret vejledningen så idrætsturneringer mv. tillades fra den 14. juni, hvilket der kan læses mere om på deres hjemmeside. Dog med overholdelse af andre regler herunder et aktuelt forsamlingsforbud på 50 personer.
Med anbefalingerne tillader SGF nu at de professionelle tours – herrernes MoreGolf Mastercard Tour samt damernes Nordic Golf Tour – kan genoptage sæsonen den 1. juli. De to tours var tidligere kendt som Swedish Golf Tour.
Den første turnering på MoreGolf Mastercard Tour bliver Katrineholm Open hosted by Robert Karlsson fra den 2. – 4. juli, mens damernes første turnering er GolfUppsala Open fra den 23. 25. juli.
Den 1. juli åbnes også op for distrikts- og klubturneringer. Det bekræfter SGF overfor svenskgolf.se. En samlet oversigt over de svenske retningslinjer for golfturneringer kan ses på golf.se.
DGU har tilladt klubturneringer siden 22. april
Under stor debat har de danske golfbaner kun været anbefalet lukket i en kort periode, og siden 22. april har Dansk Golf Union (DGU) “tilladt” klubturneringer.
I midten af maj åbnede DGU op for de landsdækkende DGU turneringer for både bredde og elite. Den professionelle danske golf tour, ECCO Tour, genoptager sæsonen den 8. juni på Rømø.
I Danmark er der golfbaner, som hele tiden har været åbne under COVID-19 pandemien, da der ikke har været en lov om, at danske golfbaner skulle lukkes. I perioden fra den 18. – 31. marts anbefalede DGU dog, at alle golfbaner, klubhuse og træningsfaciliteter var lukket ned, så man ikke kunne spille golf. Det var ikke alle danske golfklubber, som fulgte den anbefaling.
Fra 11. marts og frem til 21. april frarådede Danmarks Idrætsforbund (DIF) al udendørsidræt under foreninger og specialforbund. DGU er medlem af DIF, men fra den 31. marts lavede DGU sine egne anbefalinger, så man i første omgang kunne spille i to-bolde og siden også i fire-bolde. Gennem tre uger fulgte DGU således ikke anbefalingerne fra DIF.