Efter en flot afslutning blev Nicole Broch Larsen nr. 28 i Sime Darby LPGA Malaysia, som blev vundet af Cristie Kerr.
Efter tre runder i +1 begyndte Nicole finaledagen på en 52. plads i +3. Med en eagle, seks birdies og en dobbeltbogey for en finalerunde i -6 rykkede hun frem til en 28. plads i -3.
Finalerunde i par var nok for Cristie Kerr
Inden finalerunden førte Cristie Kerr i -15 foran Shanshan Feng i -14 og Sei Young Kim, som i anden runde fik to straffeslag for en dum begynderfejl, i -11.
En finalerunde i par var nok for Cristie Kerr til at vinde i -15 foran Danielle Kang, Jacqui Concolino og Shanshan Feng i -14.
Brooke M Henderson gik dagens bedste runde i -7, hvilket gav hende en delt 5. plads i -13 med Nelly Korda, Sung Hyun Park og Stacy Lewis.
Sei Young Kim og In Gee Chun blev nr. 9 i -12, Lydia Ko og Madelene Sagström delte 11. pladsen i -11, verdensetteren So Yeon Ryu blev nr. 13 i -10 og Suzann Pettersen nr. 17 i -8.
Kerrs 20. sejr på LPGA
Det var 40-årige Cristie Kerrs anden LPGA sejr i år, da hun vandt LOTTE Championship i april, og den 20. i karrieren.
For tre uger siden vandt hun Lacoste Ladies Open de France, hvilket var hendes første sejr på Ladies European Tour.