J.J. Spaun vandt Valero Texas Open, hvor Rasmus Højgaard blev nr. 18 efter en flot finalerunde i -4.
Rasmus Højgaard var nr. 2 i -6 efter første runde, men faldt tilbage så han var nr. 40 efter tredje runde. Med en finalerunde i -4 rykkede han 22 pladser frem til en 18. plads i -7.
J.J. Spaun var på en delt førsteplads inden finalerunden, som han begyndte med en dobbeltbogey på 1. hul. Fem birdies senere vandt han i -13 foran Matt Jones og Matt Kuchar i -11. Adam Hadwin, Troy Merritt, Charles Howell III og Beau Hossler delte 4. pladsen i -10.
43-årige Matt Kuchar på den delte andenplads spillede sin PGA Tour turnering nr. 500. Det var hans 14. andenplads på PGA Tour, hvor han har vundet nu turneringer og senest Sony Open in Hawaii 2019.
Henrik Stenson blev nr. 18 i -7, Tony Finau nr. 29 i -6, mens den forsvarende mester Jordan Spieth sluttede som nr. 35 i -5, hvilket også var hans score på finaledagen.
Der spilles på TPC San Antonio, Oaks Course, som er designet af Greg Norman med assistance fra Sergio Garcia. Rasmus Højgaard kom med i turneringen via sin 6. plads i sidste uges Corales Puntacana Championship.
Jason Day, Rory McIlroy, Bryson DeChambeau og Lee Westwood var blandt spillerne der missede cuttet. Hideki Matsuyama, der vandt Masters sidste år og skal forsvare trofæet i næste uge, måtte trække sig under anden runde med en skade i nakken.
En plads i Masters og 10 mio. kr. til vinderen
Der blev spillet om 8,6 mio. $, hvoraf J.J. Spaun vandt 1,548 mio. $ svarende til mere end 10 mio. danske kroner.
Med sin første PGA Tour sejr har 31-årige J.J. Spaun også kvalificeret sig til Masters i næste uge som den sidste spiller i feltet.
Texas Open blev spillet første gang i 1922, så man fejrer 100 års jubilæum i år.