Martin Ovesen fik en flot afslutning på Challenge Tour turneringen Ras Al Khaimah, 2016 Golf Challenge, men det var ikke nok til, at han kvalificerer sig til næste uges sæsonfinale, som således bliver uden dansk deltagelse.
Ovesen gik finalerunden i -6, hvilket gav ham en 19. plads i -11, mens Mads Søgaard blev nr. 47 i -7 efter en runde i -2. Benjamin Poke var bedste dansker de seneste dage, men en runde i +2 sendte ham tilbage til en 55. plads i -5.
På den opdaterede Challenge Tour rangliste, Race to Oman, er Martin Ovesen nr. 58, hvilket giver ham et fuldt Challenge Tour kort næste sæson. Han er også med i Second Stage på Europa Tourens tourskole. Mads Søgaard blev næstbedste dansker på ranglisten, men det som nr. 109. Mere om det i rangliste-artiklen på mandag.
Jordan L Smith vandt sin anden sejr i år
Turneringen blev vundet af Jordan L Smith i -20 foran José Filipe Lima i -19 og Johan Edfors i -17. Pedro Oriol og Marcus Kinhult delte 4. pladsen i -16.
Kinhult førte efter tredje runde, men skulle mindst have en 3. plads for at komme med i næste uges sæsonfinalen. Med 4. pladsen får han dog et fuldt Challenge Tour kort næste sæson.
Med sejren indtager Jordan L Smith igen førstepladsen på Race to Oman ranglisten. Han vandt i Egypten tidligt på året, og har også haft to andenpladser samt en tredjeplads i år.
Ras Al Khaimah, 2016 Golf Challenge, resultat
Første professionelle turnering i Ras Al Khaimah
Det var den næstsidste Challenge Tour turnering i denne sæson. Der blev spillet i Ras Al Khaimah, som er én af de syv Forenede Arabiske Emirater men mindre kendt end f.eks. Dubai og Abu Dhabi. Ugens turnering var den første professionelle golfturnering nogensinde i Ras Al Khaimah.
Efter ugens turnering har top-46 på Race to Oman ranglisten kvalificeret sig til sæsonfinalen NBO Golf Classic Grand Final, som spilles i den kommende uge.