Der er stor begejstring for Smørum Ladies Open, ikke kun lokalt i Danmark, men også blandt de internationale spillere på LET Access Series (LETAS). Mere end 130 spillere er allerede tilmeldt, og der er flere favoritter til de største pengepræmier.
Smørum Ladies Open (SLO) afholdes fra 2.-4. august 2024 og er en del af LET Access Series (LETAS). Turneringen under Ladies European Tour tiltrækker nogle af de mest talentfulde kvinder fra den internationale golfverden, og i år er der trængsel i toppen blandt flere favoritter.
I årets danske LETAS-turnering er klubbens egen favorit, Natacha Høst Husted. Hun vandt for nylig suverænt sin første professionelle titel ved PGA Championship i Göteborg. Natacha var, som den eneste spiller, under par, og hun ligger i skrivende stund nummer 4 på Order of Merit med gode chancer for at avancere, og sikre sig et kort til at spille på LET fra næste sæson.
Men Natacha får hård konkurrence. Vinderen fra SLO 2023, engelske Gemma Clews, siger: ”I’m coming!” Førstepladsen ved SLO i fjor medvirkede til, at Gemma Clews fik kort til LET, og hun har derfor muligheden for at spille både på LET og LETAS. Det udnytter hun til at komme tilbage til Smørum, hvor hun i de to første udgaver har spillet med overbevisende succes.
The Money Maker
Ved første udgave i 2022 blev hun nummer fire. Men hun løb alligevel med førstepræmien på €8.000, da kvinderne på de tre første pladser dengang var amatører, og derfor ikke kunne vinde penge. Alle tre var fra Smørum Golfklub: Cecilie Leth-Nissen vandt, og Amalie Leth-Nissen og Natacha Høst Husted delte andenpladsen. I dag er både Amalie og Natacha professionelle, og dermed klar til at kæmpe om den attraktive check. I alt stiller 10 toptrimmede kvinder fra Smørum Golfklub til start i 2024-begivenheden.
Fra Sverige kommer Anna Magnusson, der i april vandt sæsonens første LETAS-turnering, Terre Blanche Ladies Open i Provence. Anna blev professionel i 2017 og har en solid erfaring, hvilket kombineret med en dedikeret indsats har givet gode resultater. En anden svensk spiller, Kajsa Arwefjäll, er også tilmeldt SLO2024. I juni vandt hun Moregolf Mastercard Open.
Smørum Ladies Open en yderst attraktiv turnering blandt de unge spillere på LETAS. SLO har sæsonens næsthøjeste præmiesum (€60.000) af alle 15 turneringer på LETAS. Det er tillige Danmarks eneste internationale, professionelle kvindegolfturnering. Spillerne nyder banen og det sociale miljø i Smørum, som har rekorden i Private Housing på LETAS. Her introduceres spillere fra forskellige kulturer til dansk “hygge”, hvilket har ført til livslange venskaber.