Tommy Fleetwood vandt HNA Open de France, som var den anden af de otte turneringer i Europa Tourens Rolex Series, hvor der i hver spilles om en præmiesum på mindst 7 mio. $.
Fleetwood får lidt over 1 mio. € for sejren, mens der er godt 322.000 € eller omkring 2,4 mio. kr. til Thorbjørn Olesen for en delt 3. plads.
Thorbjørns anden top-3 placering på Le Golf National
Thorbjørn Olesen gik én af dagens bedste runder i -6, så han rykkede frem til en delt 3. plads i -8. Thorbjørn var længe den førende i klubhuset, dog uden at det var sandsynligt, at -8 ville række til en sejr.
I 2011 blev Thorbjørn nr. 2 i Open de France, hvor han havde sin debut. Dengang spillede han med om sejren, men efter en bogey på sidste hul blev han nr. 2, da Thomas Levet vandt. Siden har Thorbjørn misset cuttet tre gange, mens han trak sig efter første runde sidste år.
Lasse Jensen blev nr. 32 i +1, hvilket også var hans score for dagen.
HNA Open de France blev spillet på Le Golf National, hvor Thomas Bjørn skal være Ryder Cup kaptajn næste år. Trods en dobbeltbogey på sidste hul af anden runde klarede Bjørn akkurat cuttet. Efter finalerunder i +6 og +5 sluttede han som delt nr. 69 og sidst i +12.
Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen missede cuttet.
Florian Fritsch, med Peter Hansen som caddie, blev nr. 45 i +3, mens Bernhard Ritthammer og Thomas Søby missede cuttet.
Fleetwood får mere end 1 mio. € for sejren
Efter en finalerunde i -5 vandt Tommy Fleetwood i -12 foran Peter Uihlein i -11, mens Thorbjørn Olesen delte 3. pladsen med Mike Lorenzo-Vera og Alexander Björk.
Alex Noren og Jon Rahm blev nr. 10 i -5, Thomas Pieters nr. 13 i -4, Bernd Wiesberger nr. 27 i -1 og Francesco Molinari nr. 38 i +2.
Tyrrell Hatton, Matthew Fitzpatrick, Danny Willett, Russell Knox, Chris Wood missede cuttet.
Fleetwoods anden sejr i år
Tommy Fleetwood – der var nr. 2 på Race to Dubai ranglisten inden ugens sejr, men nu overtager førstepladsen – har haft et godt år. Sejren er hans anden i år, da han også vandt Abu Dhabi HSBC Championship i januar.
Derudover er han bl.a. blevet nr. 2 i WGC – Mexico Championship og Shenzhen International, mens han blev nr. 4 i US Open.
Det er var den 26-årige englænders tredje Europa Tour sejr i karrieren, da han også vandt Johnnie Walker Championship at Gleneagles 2013.