Shanshan Feng vandt LPGA Volvik Championship, hvor Emily Kristine Pedersen blev bedste dansker – dermed er Emily sikker på et bedre LPGA kort fra slutningen af juni.
Emily gik finalerunden i -3, hvilket gav hende en 23. plads i -10. Nicole Broch Larsen var rundt i par, så hun faldt lidt tilbage til en 30. plads i -8, mens Therese O’Hara missede cuttet.
Feng vandt sin syvende LPGA sejr
27-årige Shanshan Feng fra Kina kom under pres, da hun lavede bogeys på både 16. og 18. hul, men en runde i -4 var akkurat nok til at sikre hende sejren i -19 foran Minjee Lee og Sung Hyun Park i -18.
Det var Shanshan Fengs syvende sejr på LPGA. Hun har også vundet syv turneringer på LET, hvor hun vandt pengelisten i 2015.
Jeong Eun Lee og Lizette Salas delte 4. pladsen i -17, mens Moriya Jutanugarn og Suzann Pettersen blev nr. 6 i -16.
Ariya Jutanugarn og Brooke M Henderson delte 21. pladsen i -11, mens Lexi Thompson sluttede langt tilbage på en 65. plads i -1.
Emily får adgang til flere turneringer
Da Emily nu har klaret et cut på LPGA, så er hun sikker på en forbedret kategori, når den anden og sidste re-rank sker den 25. juni.
På samme måde som Nicole Broch Larsen for nyligt har fået et bedre kort efter den første re-rank. Så efter den 25 juni er de begge i kategori 15 – de mere detaljerede regler kan der læses om i artiklen med Nicole, som fik en bedre kategori.