Fem af de syv danskere klarede cuttet til finalerunderne af Nordea Masters på Bro Hof Slott GC i Stockholm.
Lucas Bjerregaard gik en god runde i -5, og Lasse Jensen var rundt i -3, så de kom op på siden af Thomas Bjørn, der spillede anden runde i par. De tre deler 26. pladsen i -3, og i tredje runde skal Thomas Bjørn og Lasse Jensen spille sammen.
Jeff Winther er nr. 35 i -2 sammen med bl.a. Søren Hansen, der kvalificerede sig til US Open i mandags. Hansen gik anden runde i +1.

Cuttet blev par så hele 79 spillere er med i finalerunderne. Det bliver desværre uden Joachim B Hansen, der var rundt i +4 efter bl.a. en dobbeltbogey og en 9’er på et par-5. Han slutter som nr. 89 i +2, mens Morten Ørum Madsen blev nr. 102 i +3 efter en runde i +2. Ørum lavede bl.a. en 8’er på et par-5 hul.
Fitzpatrick fører med tre slag
Matthew Fitzpatrick gik dagens bedste runde i -7 og fører i -11 foran Nicolas Colsaerts, Ross Fisher, Andrew Johnston, Scott Henry og Alexander Björk i -8.

Alex Noren, der vandt turneringen på PGA Sweden National i Skåne sidste år og på Bro Hof i 2011, er nr. 12 i -5 sammen med bl.a Lee Westwood.
Med en runde i -2 rykkede Henrik Stenson frem i feltet, men som nr. 35 i -2 er der dog langt op til toppen.

Der spilles også om en plads i The Open
Nordea Masters er en del af The Open Qualifyind Series, så den bedste i top-5, som ikke i forvejen er kvalificeret, får en plads i The Open, som spilles på Royal Troon fra den 14. – 17. juli.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
