Fra fredag til søndag spilles Team Cup, som en slags generalprøve inden Ryder Cup, dog i fravær af en række af de bedste europæiske spillere. Hele fem danskere er med for Kontinentaleuropa, hvor de 10 spillere kommer fra blot tre forskellige lande. De spiller mod 10 fra Storbritannien og Irland, der reelt er 9 fra England og én fra Nordirland.
Team Cup er en mulighed for at prøve forskellige par-sammensætninger, og en mulighed for at give nogle potentielle Ryder Cup spillere en oplevelse og erfaring fra en holdturnering. For nogle at spillerne vil komme på Ryder Cup holdet, men realistisk set vil de fleste i Team Cup ikke komme med til Ryder Cup i år.
Der spilles hulspil over tre dage med én session fourballs fredag, to sessioner med foursomes lørdag og singler på søndag. Alle spillere er med i alle sessioner på Abu Dhabi Golf Resort.
Francesco Molinari er spillende kaptajn for Kontinentaleuropa med bl.a. Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard, Rasmus Neergaard-Petersen, Niklas Nørgaard og Thorbjørn Olesen på holdet! De fem danskere udgør selvsagt stammen for Kontinentaleuropa, hvor der er tre fra Frankrig og to fra Italien. Og således ingen fra f.eks. Spanien og Sverige. Francesco Molinari, Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen har erfaring fra Ryder Cup.
Justin Rose er spillende kaptajn for Storbritannien og Irland, hvor han samt Tommy Fleetwood og Tyrrell Hatton har erfaring fra Ryder Cup. Hans hold består af 9 fra England og Tom McKibbin fra Nordirland.
Flere profiler har fravalgt at deltage
13 af de 25 bedste europæere på verdensranglisten er ikke med i Team Cup, da de har fravalgt at deltage. Det er Rory McIlroy, Ludvig Åberg, Viktor Hovland, Robert MacIntyre, Jon Rahm, Shane Lowry, Sepp Straka, Matt Fitzpatrick, Stephan Jaeger, Alex Noren, Thomas Detry, Victor Perez og Harry Hall.
Ser man på navnene der ikke er med i Team Cup, så vil 7-8 af dem nok komme på Ryder Cup holdet, så der bliver kamp om pladserne på Ryder Cup holdet.
Ryder Cup 2025 spilles på på Bethpage Black Course i New York, fra den 26. – 28. september 2025.
Seks af 20 Team Cup spillere kom på holdet i 2023
I 2023 kom seks af de 20 spillere i Team Cup med til Ryder Cup på Marco Simone i Rom. Det var således halvdelen af holdet, og de seks var Nicolai Højgaard og Sepp Straka fra Kontinentaleuropa samt Tommy Fleetwood, Tyrrell Hatton, Shane Lowry og Robert MacIntyre fra Storbritannien og Irland.
Nicolai erstattede Rasmus i 2023
I 2023 var Rasmus Højgaard eneste dansker på holdet, men han blev skadet kort før start, og blev erstattet af Nicolai Højgaard.
Nicolai Højgaard greb chancen og bidrog med 3,5 point ud af 4 mulige ved Hero Cup i januar, som Kontinentaleuropa vandt 14½ – 10½. Senere samme år blev Nicolai Højgaard udtaget til Ryder Cup som ét af de seks captain’s picks. Europa vandt Ryder Cup 2023 med 16½ – 11½.
Nedenfor ses de to hold i Team Cup 2025:
Kontinentaleuropa | Storbritannien og Irland |
Francesco Molinari (K), Italien | Justin Rose (K) |
Nicolai Højgaard, Danmark | Laurie Canter |
Rasmus Højgaard, Danmark | Tommy Fleetwood |
Romain Langasque, Frankrig | Tyrrell Hatton |
Matteo Manassero, Italien | Matthew Jordan |
Rasmus Neergaard-Petersen, Danmark | Tom McKibbin |
Niklas Nørgaard, Danmark | Aaron Rai |
Thorbjørn Olesen, Danmark | Jordan Smith |
Matthie Pavon, Frankrig | Matt Wallace |
Antoine Rozner, Frankrig | Paul Waring |
V Sport Golf & Viaplay Total / Premium sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.