Det er rødt og hvidt på de første tre pladser af PGA Catalunya Resort Championship efter førstedagen. Rasmus Hjelm er alene i spidsen, mens Niklas Nørgaard Møller og Kasper Sørensen deler andenpladsen et slag efter.
En imponerende runde i 65 slag, fem under par, giver Rasmus Hjelm føringen i PGA Catalunya Resort Championship efter førstedagen. Hjelm spillede solidt, og efter en lidt blandet start på året, så ligner Hjelm nu en spiller, der for alvor er kommet i gang.
– Jeg spillede godt i dag, men jeg slap også afsted med et par dårlige slag. Og dem føler jeg, at jeg er blevet straffet hårdt for i de første turneringer i år, fortæller nordjyden til ECCO Touren.
– Jeg var god til at få bolden i hul, og i virkeligheden så var det nok ikke min bedste runde golf, uddyber Rasmus Hjem, som også giver sin vurdering af gensynet med pragtanlægget Stadium Course lørdag. Du kan se hele interviewet med Hjelm her.
Flere danskere helt i front
På en delt andenplads i fire under par ligger Niklas Nørgaard Møller og Kasper Sørensen i fire under par. Mens Niklas Møller var godt tilfreds med sin runde i fire under på Tour Course, så var især Kasper Sørensens 68er, fire under par på den meget krævende Stadium Course særdeles imponerende.
På en delt fjerdeplads i tre under par ligger det spanske talent, Pep Angles, sammen med blandt andre Peter Vejgaard, der endnu engang blander sig i topstriden på ECCO Touren.
Vinder af Mediter Real Estate Masters for blot tre dage siden, Benjamin Poke beviste fredag hvor lunefuld en sport golfen er, da han kom Tour Course rundt i 72 slag, to over par. Furesø-spilleren er således placeret som nummer 39, inden han lørdag skal over på den svære Stadium Course.
Du kan nedenfor se hele interviewet med Rasmus Hjelm nedenfor eller på ECCO Tourens TV side her.
Se stillingen efter første runde af PGA Catalunya Resort Championship her.