Hvis to eller flere spillere er lige efter fire runder af US Open, så skal de selvfølgelig i omspil om sejren. Et omspil der først spilles mandag, da US Open er den eneste af de fire majors, som fortsat afgør et eventuelt omspil over 18 huller mandag.
Er to eller flere fortsat lige efter 18 hullers omspil fortsætter man med et hul-for-hul omspil indtil der er fundet en vinder.
Tiger vandt omspil i 2008 med et brækket ben
Det seneste omspil i US Open var i 2008, hvor Tiger Woods og Rocco Mediate var lige efter både 72 og 90 huller, inden Tiger vandt med en par på det 91. hul.
Et par måneder inden sejren var Tiger i øvrigt blevet opereret i venstre knæ. Først to dage efter sejren afslørede Tiger, at han i 10 måneder havde spillet med et revet forreste korsbånd. To uger inden US Open havde han fået et dobbelt træthedsbrud i venstre skinneben, så lægerne havde frarådet ham at spille US Open. Men Tiger ville spille US Open på Torrey Pines og vandt! Efterfølgende gennemgik han endnu en operation, og gjorde først comeback i februar 2009.
Tilbage i tiden var der ikke et hul-for-hul omspil efter de første 18 hullers omspil, og dengang spillede man et nyt 18 hullers omspil, hvis man fortsat var lige efter de første 18 huller.
72 hullers omspil i 1931
Fra 1928 – 1931 blev US Open afgjort over et 36 hullers omspil – og hvis man fortsat var lige, spillede man yderligere 36 huller.
Det hidtil længste omspil i US Open var tilbage i 1931. Efter de fire turneringsrunder var Billy Burke og George Von Elm lige, hvilket de også var efter 36 hullers omspil. Burke vandt med et enkelt slag efter yderligere 36 huller, så i alt var man ude i 72 hullers omspil, hvilket er det hidtil længste i US Open. Den rekord bliver næppe slået, og efter den meget lange turnering gik man tilbage til et 18 hullers omspil.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.