European Tour har fået en titelsponsor, så den allerede fra 2022 sæsonen skifter navn til DP World Tour. En sæson der begynder i Sydafrika den 25. november,
Aftalen skal understrege at Europa Touren spiller over hele verden, og de utvivlsomt mange penge DP World betaler skal være med til at løfte touren på alle måder.
Europa Touren kan fejre sit 50 års jubilæum i 2022, og med DP World som titelsponsor skal alle regulære turneringer fremover mindst have en præmiesum på mindst 2 mio. $.
Challenge Touren og Legends Tour vil forsætte med samme navne som hidtil, men som led i den nye aftale investeres der også i Challenge Touren, hvor man også vil hæve præmiesummerne.
Sponsor for sæsonfinalen i Dubai siden 2009
DP World har været sponsor for Europa Tourens sæsonfinale i Dubai siden 2009. De første tre år som presenting sponsor for Dubai World Championship presented by DP World og siden 2012 har sæsonfinalen heddet DP World Tour Championship, Dubai. En sæsonfinale der i 2022 får en præmiesum på 10 mio. $.
DP World er et globalt logistikfirma, der arbejder i 64 lande med flere end 56.000 ansatte. De er bedst kendt for at drive en lang række havne over hele verden og DP er en forkortelse af Dubai Ports (Havne, red.).
47 turneringer med mere end 200 mio. $ i præmiepenge
Turneringer der kun er sanktioneret af DP World Tour skal have en præmiesum på mindst 2 mio. $, mens co-sanctioned turneringer som dem i Sydafrika kan have en mindre præmiesum.
Ser man bort fra majors og WGC turneringer vil den samlede præmiesum være mere end 140 mio. $, hvilket er mere end den hidtidige rekord på 130 mio. $ i 2019. Medregner man majros og WGC turneringer bliver der spillet om mere end 200 mio. $ på DP World Tour i 2022.
I 2022 vil der mindst være 47 turneringer i 27 forskellige lande herunder nye turneringer i bl.a. Japan og Belgien. Tre turneringer er co-sanctioned med PGA TOUR: Genesis Scottish Open samt Barbasol Championship og Barracuda Championship i USA som led i det strategiske samarbejde mellem de to førende tours.
Den danske Europa Tour turnering, Made in HimmerLand, spilles fra den 1. – 4. september hvilket er ugen inden flagskibsturneringen BMW PGA Championship på Wentworth.