Europa Touren har tilføjet Austrian Open til turneringskalenderen efter Portugal Masters er blevet udsat på ubestemt tid pga. COVID-19 restriktioner og Tenerife Open er rykket to uger.
Austrian Open skal spilles på Diamond Country Club i Wien fra den 15. – 18. april. Den skulle ikke være spillet i år, men i samarbejde med værtsklubben Diamond CC og golfforbundet i Østrig arrangerer Europa Touren turneringen med en præmiesum på 1 mio. €.
Lidt på samme måde som i juli 2020, hvor Austrian Open med Marc Warren som vinder, var den første turnering efter fire måneders COVID-19 pausen.
– Gennem hele pandemien har vi måtte være hurtige og fleksible i vores planlægning, som dette er endnu et eksempel på. Vi er naturligvis taknemmelige over at Diamond Country Club og Østrigs Golfforbund ednnu engang hjælper os med at have et fuldt turneringsprogram og spillemuligheder for vores medlemmer, siger Europa Tour direktøren Keith Pelley i en pressemeddelelse.
Bernhard Langer vandt den første udgave i 1990
Austrian Open er en traditionsrig turnering, der blev spillet første gang i 1990 med Bernhard Langer som vinder. De seneste år har Austrian Open dog ikke været på turneringsprogrammet, og efter den anderledes Shot Clock Masters i 2018 var der ingen turnering i 2019.
Det bliver den 22. udgave af Austrian Open, hvoraf de 11 seneste er spillet på Diamond Country Club i Atzenbrugg nær Wien.