Nærmest i stilhed har Europa Touren aflyst den ellers planlagte Tourskole i efteråret 2021, så igen i år kan man ikke kvalificere sig til Europa Touren og Challenge Touren via en Tourskole.
Europa Tour Tourskolen blev aflyst i 2020 pga. COVID-19, så alle beholdt deres Europa Tour kort fra 2019, og der skete ikke oprykning fra Challenge Touren. I år vil top-20 fra Challenge Touren kvalificere sig til Europa Touren. Ingen Europa Tour spillere vil miste deres kort, men man kan få en dårligere kategori, end man havde i år.
Vi kender endnu ikke alle detaljerne for kategori-systemet i 2022, men i et eller andet omfang belønnes spillere i top-110 på Race to Dubai. Og slutter man udenfor top-110 vil man få en dårlige kategori, medmindre tidligere meritter gør, at man har en bedre kategori. Med 20 nye spillere fra Challenge Touren, så kan spillere med en dårlig 2021 sæson måske få sværere ved at komme ind i de største turneringer, men man vil ikke helt miste sit kort.
COVID-19 og turneringer i forskellige lande
Europa Touren forklarer aflysningen med COVID-19 og kravene til at afholde mange turneringer i forskellige lande på kort tid. Noget man dog, set udefra, måske ellers kunne løse ved at afholde alle turneringer i ét land som f.eks. Spanien der i forvejen skulle være vært for alle Second Stage turneringer og Final Stage. Lyngbygaard Golf i Aarhus skulle have været én af ni værtsbaner for First Stage.
Med aflysningen må mange håbefulde talentfulde golfspillere vente endnu et år på muligheden for, at rykke op i rækkerne. Der vil fortsat blive spillet om Challenge Tour kort på f.eks. Nordic League, men det er trods alt kun fem pladser der spilles om på Nordic League.
Flere end 1.000 deltagere i 2019
De seneste år har flere end 1.000 golfspillere deltaget på Tourskolen. I 2019, hvor Benjamin Poke vandt og Rasmus Højgaard blev nr. 5, var der 1.063 deltagere.
I USA er der ingen tourskole til PGA Tour
Mens man i Europa kan gå fra ingen kategori til et Europa Tour kort via Tourskolen, så giver PGA Tour Tourskolen kun adgang til Korn Ferry Tour.
Sådan har det været siden 2013, hvor man således som udgangspunkt skal kvalificere sig til PGA Tour via Korn Ferry Tour sæsonen eller Korn Ferry Tour Finals. I sidstnævnte er top-75 fra Korn Ferry Tour sæsonen og nr. 126 – 200 på PGA Tourens FedExCup rangliste med.
Man kan stadig spille sig til et PGA Tour kort ved at vinde en PGA Tour turnering eller ved som ikke-medlem at optjene mange FedExCup point. Det er dog svært, og kun ganske få af de største talenter, kan få et PGA Tour kort uden at kvalificere sig via Korn Ferry Tour.
Der var dog heller ikke oprykning fra Korn Ferry Tour i 2020, da alle har beholdt deres kort på PGA Tour, og Korn Ferry Tour 2020 og 2021 sæsonerne er kombineret til en sæson.