De fire foursomes lørdag eftermiddag endte 2 – 2, så Europa fører 10 – 6 over USA inden de 12 singler søndag. Der spilles om 28 point i alt, så for at vinde Ryder Cup skal Europa mindst have 4½ point i singlerne.
Thomas Bjørn og Europa gik ind til eftermiddagens foursomes, hvor man kun spiller én bold, med en føring på 8 – 4, efter at have vundet syv matcher i træk. Syv vundne matcher i træk er ny rekord for Europa, og en tangering af USA’s rekord på syv sejre i træk.
Thorbjørn Olesen var ikke blandt Thomas Bjørns udvalgte lørdag, så han og Phil Mickelson er de eneste to, som kun får to matcher ved dette års Ryder Cup, da alle skal spille singler søndag.
Thorbjørn skal spille mod Spieth i singlerne
I søndagens singler skal Thorbjørn spille mod Jordan Spieth, hvilket der kan læses mere om i denne artikel med alle matcher og starttider for singlerne.
10 – 6 er blevet hentet to gange tidligere
En føring på 4 point inden singlerne er en ganske solid føring, men intet er afgjort. To gange tidligere har et hold været bagud 10 – 6 inden singlerne, men alligevel vundet Ryder Cup.
I 1999 var USA bagud 10 – 6 på Brookline, men vendte det til en sejr på 14½ – 13½, mens Europa var bagud 10 – 6 på Medinah i 2012, hvor det endte med sejr til Europa på 14½ – 13½ til Europa.
Molinari og Fleetwood har vundet fire matcher
Francesco Molinari og Tommy Fleetwood fortsatte deres sejrsmarch mod Tiger Woods og Bryson DeChambeau, som måtte vente til 10. hul inden de lavede deres første birdie. Flere gang var par nok for Molinari og Fleetwood til at vinde huller, og de var 5 op efter 10 huller! Molinari og Fleetwood undgik bogeys, og det endte med en sikker sejr på 5&4, så det stærke makkerpar har spillet og vundet alle deres fire matcher sammen.
Det er første gang nogensinde, at et europæisk par har vundet fire matcher sammen ved et Ryder Cup.
Henrik Stenson og Justin Rose tabte 1. hul til Dustin Johnson & Brooks Koepka, men udlignede ved at vinde 4. hul og på 8. kom de 1 op. Stenson og Rose, der vandt 3&2 over Dustin Johnson og Rickie Fowler i foursomes fredag, vandt 2&1. Stenson og Rose har spillet otte matcher sammen i Ryder Cups, og af dem har de vundet de seks.
2. hul blev delt med en tredobbelt bogey!
Sergio Garcia og Alex Noren havde det meget svært mod Bubba Watson og Webb Simpson. De tabte første hul til en birdie, men burde have vundet par-3 hullet 2., som endte med at blive delt med en 6’er!
Både Watson og Noren slog i vandet, hvorefter Simpson også slog i vandet. Garcia kom kun lige over vandet inden Noren duffede et chip… Det er første gang nogensinde i Ryder Cup, at et hul er blevet delt med tredobbelte bogeys. Amerikanerne førte fra start til slut, og lavede fem birdies på for-ni inden de vandt 3&2.
Ian Poulter og Rory McIlroy vandt de første 2 huller med pars mod Justin Thomas og Jordan Spieth, men så begyndte Poulter og McIlroy at lave fejl, mens Spieth og Thomas spillede sig op, så der var amerikansk føring på 2 op efter 8 huller. Det endte med en fortjent sejr på 4&3 til Thomas og Spieth.
Ryder Cup sendes primært på Viasat Golf og Viaplay.dk, men søndagens singler sendes også på TV3 Max. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv eller i denne artikel.
Se en samlet oversigt over alle Ryder Cup artikler på 19hul.dk her.