Esther Henseleit hentede syv slag i finalerunden, og vandt Magical Kenya Ladies Open, der var den sidste turnering i 2019 sæsonen på Ladies European Tour. Med sejren vandt den 20-årige rookie også Order of Merit.
Turneringen med en præmiesum på 300.000 €, hvoraf vinderen fik 45.000 €, på Vipingo Ridge nær Mombasa i Kenya var uden dansk deltagelse.
Inden finalerunden havde svenske Julia Engström en ret suveræn føring i -13 foran Esther Henseleit, Christine Wolf, Aditi Ashok og Astrid Vayson De Pradenne i -6.
Det lykkedes dog ikke for Engström at køre sejren hjem, for 20-årige Esther Henseleit vandt i -14 efter en banerekord i -8 foran Aditi Ashok i -13.
Julia Engström blev nr. 3 i -11, da hun gik finalerunden i +2, mens Tiger Woods’ niece Cheyenne Woods blev nr. 4 i -6.
Esther Henseleit vandt Order of Merit og Rookie of the Year
Marianne Skarpnord fra Norge og den tyske rookie Esther Henseleit kæmpede om at vinde LET Order of Merit, men for Henseleit krævede det, at hun vandt turneringen.
33-årige Marianne Skarpnord ville være sikker på at vinde ranglisten med en 7. plads, men sluttede som nr. 34, så hun blev indhentet og overhalet.
Esther Henseleit vandt dermed LET Order of Merit som den første tysker nogensinde. Hun blev også den første tysker som er blevet Rookie of the Year på LET.
Hun er den blot tredje spiller, som i samme år bliver Årets rookie og vinder Order of Merit på LET. De to andre er Laura Davies i 1985 og Carlota Ciganda i 2012.
Esther Henseleit har haft en forrygende rookie sæson, men sejren i Kenya var hendes første, mens hun har haft fire andenpladser blandt ni top-10 placeringer. Hun vandt Skaftö Open på LET Access Series i juni.
Henseleit blev nr. 3 på LET Tourskolen sidste år, og blev professionel med et hcp. på + 7,1!