KlubnytEsbjerg Golfklub fejrer 100-årsjubilæum i bedre form end nogensinde

Esbjerg Golfklub fejrer 100-årsjubilæum i bedre form end nogensinde

Den 21. marts 2021 rundede Esbjerg Golfklub 100 år. Klubben er Danmarks tredje ældste. Aktiviteten i klubben er steget under nedlukningen, hvor mange har opdaget og genopdaget sporten. Det samlede antal medlemmer er nu på 1.700.

1921. Året, hvor Albert Einstein vandt Nobelprisen i fysik, den første pølsevogn rullede ud i de danske gader – og så var det året, hvor Esbjerg fik sin første golfbane.

Den 21. marts runder Esbjerg Golfklub 100 år. Trods de mange år på bagen er klubbens handicap lavere end nogensinde. Det seneste år har budt på øget aktivitet i klubben, der nu har rundet 1.700 golfspillere.

– Under nedlukningen af det meste af Danmark har vi set en stor aktivitet på vores anlæg. Golf er en coronavenlig sport. Mange har opdaget og genopdaget sporten det seneste år. Det har givet en flot aktivitet på banerne, siger formand Birgitte Jensen.

Sætter Esbjerg på verdenskortet

Jubilæet kan ikke fejres med en stor fest på selve dagen på grund af risiko for coronasmitte. Klubben har valgt at opsætte en vandkunst for at markere det skarpe hjørne. En vandkunst, som passer ind i naturen omkring banen – og som medlemmerne kan nyde i de næste 100 år.

Den bliver indviet af borgmester Jesper Frost Rasmussen.

– Foreningslivet i Esbjerg er en af de bærende søjler for vores kommunes fællesskab. Esbjerg er en ung by, så det er fantastisk at kunne få lov til at fejre et 100 års jubilæum for en sund forening i vækst. Særligt, når det er for en klub, som i den grad har været med til at sætte Esbjerg på landkortet både i Danmark og internationalt med anerkendelse og priser for de unikke, velholdte baner, siger borgmesteren.

Helt uden festligheder bliver jubilæumsåret ikke. August er et stærkt pejlemærke for klubben, hvor uge 31 bliver en jubilæumsuge i medlemmernes tegn. Ugen efter er klubben vært for den internationale turnering Made in Esbjerg Challenge presented by FREJA og Total.

– Vi glæder os selvfølgelig meget til at kunne fejre 100-året rigtigt med medlemmerne i uge 31, hvor sporten og det sociale for alvor bliver omdrejningspunktet. Indtil da glæder vi os over, at aktiviteten blandt vores medlemmer i klubben er stor, og at vores baner bliver anerkendt internationalt. Igen i år er vi nomineret til World Golf Award for Danmarks bedste golfbane, siger formanden.

www.esbjerggolfklub.dk

Fakta: Klubbens historie kort

● Esbjerg Golfklub blev etableret i 1921 af Politimester Fritshe, Direktør Melsing, Kredslæge Metz, Konsul Okholm og Stadsingeniør Nonboe.

● Fra etableringen af klubben for 100 år siden har banerne været placeret rundt omkring i Esbjerg.

● Den første bane på ni huller blev etableret i Måde og fungerede fra 1921 til 1944. Dengang havde klubben 30-40 medlemmer.

● Fra 1945 til 1952 var klubben flyttet til arealet mellem (det, der nu er) Niels Bohrs Vej og naturstien langs Møllebækken.

● Den tredje bane blev etableret i 1952 i Nørreskoven, der dengang lå uden for bymæssig bebyggelse. Inden banen lukkede i 1975, og klubben flyttede til Marbæk, havde medlemstallet passeret 300.

● I dag ligger klubben på et cirka 122 hektar stort areal i den nordvestlige del af Marbæk Plantage. Den ene 18-hullersbane, Marbæk, blev etableret i 1975 og står stort set, som ved åbningen. I 1993 kom yderligere en 18-hullersbane, Myrthue til. Siden er diverse træningsfaciliteter også blevet etableret.

● Esbjerg Golfklub har i dag 1.700 medlemmer.

● Klubben vandt i 2019 World Golf Award for Marbæk-banen, som blev kåret som Danmarks bedste. Igen i år er klubben nomineret til prisen.

● Esbjerg Golfklub er foreningsejet, mens den daglige drift styres af en professionel organisation.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk