Efter andenpladser de seneste to år og en sejr i 2013, hvor de for første gang spillede sammen i turneringen, vandt Harris English & Matt Kuchar endnu engang holdturneringen Franklin Templeton Shootout. En sejr der gav dem $ 385.000 hver, som dog ikke tæller til ranglisten.
I finalerunden spillede man four-ball, og efter en runde i -7 vandt English & Kuchar i -28 foran Jerry Kelly & Steve Stricker i -27. Charley Hoffman & Billy Horschel blev nr. 3 i -26.
De forsvarende mestre Jason Dufner & Brandt Snedeker blev nr. 8 i -20
For anden gang var der en damespiller med i turneringen, da Lexi Thompson dannede par med Bryson DeChambeau. De sluttede på en delt sidsteplads i -16 sammen med Mike Weir & Gary Woodland.
Franklin Templeton Shootout, resultat
En anderledes turnering med tre formater
I første runde spillede man scramble, hvor begge spillere slog et drive, hvorefter man valgte det bedste. Derfra spillede begge deres andetslag fra dette sted, hvilket man fortsatte med indtil bolden var i hul. Den bedste score talte som holdets score.
I anden runde spillede man greensome, hvor begge spillere slog et drive. Herfra valgte man det bedste drive, som medspilleren slog til, så efter drivet skiftedes man til at slå til bolden.
I lørdagens finalerunde spillede man som nævnt four-ball. Her spillede man sin egen bold, og den bedste af de to scores på hvert hul var tællende som holdets score.