Nu har golfsporten fået et nyt problem, da den japanske værtsbane ved OL 2020 ikke optager kvindelige medlemmer!
I 2020 skal OL afholdes i Tokyo, hvor man har planlagt, at der skal spilles på Kasumigaseki Country Club nord for byen. En privat klub som ikke optager kvindelige medlemmer. Damer kan spille banen med et medlem bortset fra om søndagen, hvor de ikke har adgang.
Tokyos kvindelige borgmester, Yuriko Koike, har nu offentligt opfordret klubben til, at man ændrer sine regler:
– Jeg føler mig meget ukomfortabel med, at kvinder ikke kan blive regulære medlemmer, siger Tokyos kvindelige borgmester Yuriko Koike ifølge Kyodo News.
Kasumigaseki Country Club har været vært for flere store turneringer heriblandt Japan Open fire gange. Banen var også vært for Canada Cup 1957, hvilket er den nuværende World Cup, som Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen vandt i 2016.
Det er svært at forestille sig, at OL 2020 bliver spillet i en klub, som ikke optager kvindelige medlemmer. Så mon ikke de ændrer deres regler, eller man finder en anden bane.
Rio 2016 var en sportslig succes, men…
En række af verdens bedste mandlige golfspillere meldte afbud til OL 2016 i Rio. Heriblandt de fire bedste på verdensranglisten og ti fra top-30.
Det endte dog heldigvis som en sportslig succes, da Justin Rose vandt herrernes turnering og Inbee Park vandt hos damerne.
Muirfield stemte nej til kvinder – mistede The Open
Sidste forår stemte medlemmer af Muirfield nej til at optage kvindelige medlemmer af deres golfklub. R&A reagerede prompte ved at boykotte klubben, så det er slut med The Open på Muirfield.
Muirfield planlægger en ny afstemning, for at genoprette klubbens omdømme. Det er endnu ikke sket, og om banen bliver vært for The Open for 17. gang er endnu uvist.