Vinderen har været englænder ved fem af de seneste ti BMW PGA Championships på Wentworth udenfor London. Inden finalerunden fører australske Scott Hend i -9, men blandt de nærmeste forfølgere er der fire spillere med muligheden for at følge op på Rory McIlroy’s Irish Open sejr for en uge siden og blive Europatourens anden vinder i træk der løftes frem af et entusiastisk hjemmepublikum.
Danny Willett og Chris Wood deler femtepladsen (-6) med fire andre spillere. Lee Westwood deler tredjepladsen (-7) med Y.E. Yang og Tyrrell Hatton er alene på andenpladsen (-8), et slag efter Hend.
Der har op til turneringen været særligt meget opmærksomhed omkring Willett, der spiller sin første turnering i England siden sejren ved Masters i april. Da hverken McIlroy eller Justin Rose er med i årets turnering gør hans 9. plads ham til den klart bedst placerede spiller på verdensranglisten.
Willetts billede pryder også programhæftet, og en seks meter høj plakat af ham i den berømte grønne jakke er et af de første syn efter man kommer gennem indgangen. Han bemærkede også i et pressemøde, at han skal vænne sig til den øgede bevågenhed, og selv når han bare står på rangen en mandag eller tirsdag, skal han passe bedre på hvilket sprog han bruger. Noget præstesønnen fra Sheffield indrømmer, han ikke altid er lige god til.
Willett startede turneringen godt, og efter halvdelen af fredagens runde havde han noteret sig for 12 birdies og 15 pars og slået et stort hul ned til andenpladsen. Siden da har han fået ni bogeys og kun tre birdies. Det har især været på bag-ni, han har mødt problemerne med fire bogeys hver af de seneste to dage, og det kan han ikke tåle i dag, hvis han skal løbe med sejren.
Tyler Hatton udnyttede sin tidlige starttid lørdag til at tage et stort spring op ad leaderboardet. Den 24 årige startede sin runde lidt mere end to timer før førerbolden og undgik de mere blæsende og tørre forhold sidst på eftermiddagen. Efter en runde i seks under par førte han faktisk turneringen inden Hends eagle på 18. Hatton har spillet sig op for nyligt og fik en femteplads i sidste uge . Skulle han tage sin første sejr ville være et passende sted at gøre det, da det er en turnering Hatton besøgt som tilskuer siden han var fem år gammel. Sydenglændere som Hatton har desuden vundet turneringen fire gange siden 2009 (Paul Casey, Simon Khan og to gange Luke Donald).
I starten af året gik den meste af snakken om 43 årige Westwood på om hvorvidt hans gode ven Darren Clarke kunne tillade sig at forære ham en invitation til Ryder Cup holdet. Men med en overraskende andenplads i Masters ser det ud til at Westwoods spil gør at han slet ingen hjælp behøver. Den populære veteran har hele ugen haft et stort tilskuerfølge selvom han kun var et slag under par efter første runde. Blandt andet takket være en eagle på hul 12 i fredagens runde rykkede han yderligere to slag under par. Efter en stærk afslutning med birdies på lørdagens to sidste huller er Westwoods 24. europatoursejr indenfor rækkevidde.
Der er et talstærkt opbud af englændere, både indenfor og udenfor rebene, der håber at en af deres tager pokalen i eftermiddag.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.