DGU udsendte følgende pressemeddelelse efter Nicolai Kristensen vandt sin første Challenge Tour sejr i D+D REAL Czech Challenge.
— oOo —
Nicolai Kristensen fra Royal Golf Club i København fyldte 30 for et par uger siden.
Nu fejrer han sig selv med karrierens største resultat. Grundlovsdag 2022 vandt Nicolai Kristensen D+D Real Czech Challenge efter et omspil mod franske Ugo Coussaud.
Sejren betyder, at Nicolai Kristensen vil rykke langt ind i challengetourens top-20. Det er de 20 spillere, der næste år rykker op på DP World Tour.
– Nicolai holder gang i en forrygende sæson, hvor forskellige danskere har vundet på forskellige golftours, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Det tør antydes.
Også Oliver Hundebøll har i år vundet på Challenge Tour, hvorfor vi nu har to danskere, der ligger til oprykning til øverste niveau.
På DP World Tour har Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen vundet turneringer, mens Nanna Koerstz Madsen har vundet på LPGA Tour.
Nicolai Kristensens kurve har været opadgående længe nu. Allerede sidste år havde han helt til sidste challengetour-turnering en chance for at spille sig ind på DP World Tour.
Det glippede, men i år åbnede han sin sæson med en 4. plads i Sydafrika og med den nylige sejr bør Kristensen, der har fået sin golfopdragelse i Holstebro, for alvor tro på, at han kan tage det så vigtige skridt op til DP World Tour.
I denne uge var det i særdeleshed en runde i 63 slag (7 under par) lørdag, der skubbede ham ind blandt sejrskandidaterne i Dritec i Tjekkiet.
Den fulgte han op med en flot runde i 66 slag søndag, hvilket rakt til en delt 1. plads. Allerede på første omspilshul slog Nicolai Kristensen, der af vennerne kaldes “Knist”, til med en birdie, hvilket Ugo Coussard ikke kunne matche.
Triumfen i D+D Real Czech Challenge er den 27. danske sejr på challengetouren (på 19hul.dk mener vi blot der har været 26. danske sejre, og mere følger i senere artikel, red.). Søren Kjeldsen, Thomas Bjørn, Joachim B. Hansen og Søren Hansen er blandt de spillere, der før har vundet på challengetouren for senere af få succes på europatouren (nu DP World Tour).
Nicolai Kristensen har en tidligere, professionel sejr i karrieren. Den kom i 2019 på Nordic League, som er niveauet under Challenge Tour.
Han har fire tidligere top-10 placeringer på challengetour, men altså ingen sejr før i dag.