Tiger Woods ville gerne have deltaget i den kommende uges Arnold Palmer Invitational, men han har stadig problemer med ryggen, så han er ikke klar til turneringsgolf. Det skaber yderligere tvivl om, hvorvidt Tiger deltager i Masters.
– Desværre, på grund af fortsat hvile og genoptræning af min ryg er jeg ikke i stand til at spille Arnold Palmer Invitational i år. Jeg er især skuffet over, at jeg ikke kan være på Bay Hill og ære Arnold Palmer. Det er en turnering, jeg ikke ville gå glip af. Arnold har betydet så meget for mig og min familie. Jeg betragtede ham som en nær ven, og Sam og Charlie er begge født på Winnie Palmer Hospital for Women & Babies. Han vil være savnet, og kan aldrig erstattes, siger Tiger i en udtalelse på sin hjemmeside og fortsætter:
– I øjeblikket har jeg ingen tidsplan for mit comeback til golf, men mine behandlinger fortsætter, og går godt.
Arnold Palmer døde i september 2016, så det er den første turnering på Bay Hill, hvor han ikke står klar til med et håndtryk til vinderen.
To turneringer tilbage inden Masters
Det er således et åbent spørgsmål, om 41-årige Tiger bliver klar til Masters. Han vil næppe gøre comeback i Masters, men inden da er der kun to mulige turneringer for ham at spille.
Først den lille Puerto Rico Open, der spilles samtidig med WGC – Dell Technologies Match Play, og derefter Shell Houston Open ugen inden Masters.
Tiger har vundet Masters fire gange i 1997, 2001, 2002 og 2005.
Tiger har vundet Arnold Palmer Invitational otte gange
Otte af Tigers 79 PGA Tour sejre er vundet i Arnold Palmer Invitational på Bay Hill Club and Lodge.
Tiger vandt turneringen fire år i træk fra år 2000 – 2003, da den hed Bay Hill Invitational. Siden vandt han i 2008 og 2009 samt 2012 og 2013.
Fire turneringer på fem uger blev til tre runder
Efter en lang skadespause gjorde Tiger comeback ved Hero World Challenge i december, hvor han dog sluttede blandt de sidste i feltet.
I slutningen af januar spillede Tiger så sin første tællende PGA Tour turnering efter en 17 måneders skadespause siden august 2015. Erfaringen fra ni sejre på Torrey Pines var dog ikke nok til, at han klarede cuttet i Farmers Insurance Open.
Han skulle have spillet fire turneringer på fem uger, men under Omega Dubai Desert Classic fik Tiger kramper i ryggen, så han trak sig inden starten på anden runde. Derefter meldte han afbud til Genesis Open og Honda Classic.
Målet var at blive helt klar til Masters i april, men det blev desværre kun til tre runder golf.