I september 2020 brændte klubhuset i Nordvestjysk Golfklub nær Klitmøller i Thy, og efter en lang proces har man endelig fået Miljøstyrelsens tilladelse til at opføre et nyt klubhus på 506 m2 samt etablering af terrasse og P-plads. Videoen ovenfor af P+P Arkitekter er fra foråret 2023, hvor man planlage et 600 m2 stort klubhus.
Den naturskønne bane ligger midt i Nystrup Plantage og Nationalpark Thy. En god og flot beliggende bane, hvilket dog har været med til at forsinke processen, da området ligger i fredsskov. Allerede i oktober 2020 blev brandsagen afsluttet mellem Thisted Forsikring og golfklubben, der fik godt 5,3 mio. kr. til opførelse af et nyt klubhus, men det har taget lang tid at få tilladelser til at bygge.
Klubben skriver på sin hjemmeside, nvgolf.dk, at tilladelsen fra Miljøstyrelsen er kommer 3 år, 3 måneder og 30 dage efter klubhuset brændte.
Lang sagsbehandling skyldes også ny placering og flytning af greenkeepere
Golfklubben har ventet tre år på en endelig afklaring, men den lange ventetid skyldes dog bl.a. også, at man oprindeligt ikke ville bygge på området ved den gamle sokkel.
En sådan tilladelse forelå i foråret 2021, men klubben ville i første omgang gerne bygge det nye klubhus på en ny placering, og også flytte greenkeeperne til Nystrupvej 17/savværket. I foråret 2022 rykkede man dog projektet for det nye klubhus tilbage til placeringen for det tidligere klubhus.