Mere end to år efter Muirfield stemte for at optage kvindelige medlemmer blev de første 12 kvinder medlemmer af den traditionsrige klub pr. 1. juli 2019. Det åbner op for, at Muirfirld igen kan blive vært for The Open og måske i 2023.
Tilbage i foråret 2017 stemte de udelukkende mandlige medlemmer af Muirfield – eller The Honourable Company of Edinburgh Golfers som klubben hedder – ja til at optage kvinder som medlemmer, men det har så taget lang tid, inden det er trådt i kraft.
Det er dog ikke let at blive medlem af klubben, for dels skal man anbefales af flere nuværende medlemmer, ligesom en komité skal godkende det nye medlem.
Verdens ældste golfklub lavede de første golfregler
The Honourable Company of Edinburgh Golfers er muligvis verdens ældste golfklub. Det er i hvert tilfælde den ældste der kendes.
Klubben kan dateres tilbage til 1744, hvor The Gentleman Golfers lavede 13 golfregler til en årlig golfturnering. Det regnes for at være de første nedskrevne golfregler, selvom man havde spillet golf i flere århundreder før det.
Muirfield mistede The Open efter afstemning i 2016
Ved en afstemning i foråret 2016 stemte 64 % af klubbens medlemmer ja til at optage kvindelige medlemmer. Det var dog ikke nok til at ændre vedtægterne i den traditionsrige klub, da det krævede 2/3-flertal.
Det vakte stor opsigt og fik straks R&A, der arrangerer The Open, til at boykotte Muirfield som én af The Open banerne.
Har været vært for The Open 16 gange
The Open blev spillet på Muirfield for første gang i 1892. I alt har banen været vært 16 gange senest i 2013, da Phil Mickelson vandt. Ernie Els vandt i 2002, Nick Faldo i 1992 og 1987, mens Tom Watson vandt i 1980.
The Senior British Open er blevet spillet på Muirfield en enkelt gang. Det var i 2007 med Tom Watson som vinder
Muirfield regnes som én af de absolut bedste linksbaner i verden, og for nogle som den mest fair af The Open banerne.
The Open 2023 på Muirfield?
Værtsbanerne for The Open er fastlagt frem til og med år 2022, så Muirfield kan tidligst blive vært i 2023. Det vil være ti år efter The Open senest blev spillet på Muirfield, så det virker som et oplagt valg.
Læs mere om de kommende The Open værtsbaner frem til 2022 ved at trykke på link nedenfor:
2020 – Royal St. Georges
2021 – The Old Course at St. Andrews (den 150. udgave)
2022 – Royal Liverpool (Hoylake)
Kvinder må spille Muirfield som gæst
Selvom kvinder indtil nu ikke har kunnet blive medlemmer af klubben på Muirfield, så kan kvinder spille banen som gæster, ligesom de har adgang til klubhuset.
Man kan således spille som greenfee gæst på den ellers meget lukkede bane. Det er dog kun på udvalgte dage, og starttiden skal bookes på forhånd. Har man ikke en starttid, så er man ikke velkommen i klubhuset. Noget overtegnede oplevede for nogle år siden, hvor jeg for første og eneste gang er blevet bortvist fra en klub, men det er en helt anden historie…