Top-45 på Challenge Tourens Road to Mallorca rangliste er kvalificeret til denne uges sæsonfinale, Rolex Challenge Tour Grand Final supported by The R&A, men der er 46 spillere i feltet.
Det finder vi på 19hul.dk ganske besynderligt, for hvordan kan et felt på 45 spillere pludselig udvides til 46. De seneste dage har vi haft en dialog med Challenge Touren uden det, efter vores opfattelse, er gjort klart hvorfor og på hvilken bagrund af regler, at feltet er udvidet til 46.
Ser man på Entry listen for sæsonfinalen, så står der at det er “Players in positions 1-45 only…”. Men da sydafrikanske Robin Williams sikrede sig et bedre kort via Non Member ranglisten – han har som ikke-medlem optjent point svarende til en 71 plads på Race to Dubai ranglisten, og meldte fra til sæsonfinalen – så kom John Axelsen på 46. pladsen også med i feltet.
Det gav stadig et felt på 45 spillere, men så sikrede Rasmus Neergaard-Petersen sig et fuldt DP World Tour kort ved at slutte som nr. 105 på Race to Dubai ranglisten. Det blev først helt sikker efter hans 14. plads i Genesis Championship. Han vil forståeligt nok gerne vinde Challenge Tour ranglisten, og derfor er han med på Mallorca.
Men nr. 47 på ranglisten, Justin Walters, er også med i sæsonfinalen så nu er der 46 i feltet, og han kan med en sejr eller en andenplads få et kort til DP World Tour. Og med f.eks. en top-10 placering kan ikke selv få et kort, men han kan få indflydelse på hvem der får det, da andre ville have tjent de point Justin Walters i givet tilfælde får.
Top-22 får et Challenge Tour kort
Efter reglerne tæller Rasmus Neergaard-Petersen og Robin Williams ikke i opgørelsen over top-20 der får et DP World Tour kort. Det betyder reelt, at nr. 21 og 22 på Challenge Tour ranglisten får et DP World Tour kort i 2025.
Og det er som det skal være, men Challenge Touren har så også afgjort i år, at Rasmus Neergaard-Petersen og Robin Williams ikke skal tælle med i opgørelsen over top-45, som er kvalificeret til sæsonfinalen. Eller det gør Robin Williams i og for sig, for med hans afbud kom kun én ekstra spiller (og ikke to) med i feltet.
Af reglerne fremgår, at de skal tælle udover top-20 på den endelige Road to Mallorca rangliste, så nr. 22 på ranglisten får også et kort. Men den endelige rangliste kender vi først efter sæsonfinalen, så det fortsat uklart for os, hvordan der kan være 46 spillere i sæsonfinalen.
V Sport Golf og Viaplay Total / Premium sender direkte. Se alle ugens direkte sendetider på 19hul.dk/tv.
Rolex Challenge Tour Grand Final supported by the R&A, leaderboard