RejserCypern og Nordcypern, rejserEn julehistorie med natur, kultur og golf – Rejseoplevelser fra Nordcypern (8)

En julehistorie med natur, kultur og golf – Rejseoplevelser fra Nordcypern (8)

De næste to dage tilbringer rejsereporteren på Salamis Bay Conti Resort Hotel, et kæmpestort hotelkompleks på østkysten, lidt nord for Famagusta med plads til et par tusind gæster.

Næsten alle turisterne her er på en grupperejse, hvor deltagerne transporteres rundt i Nordcypern en uges tid og derefter tilbringer en ekstra uge på et resort ved kysten, i dette tilfælde Salamis Bay Conti Resort Hotel.

Her i november er der vældig mange gæster på Salamis Bay. Det ældre segment dominerer, gennemsnitsalderen er næppe under 60. Der er mange englændere, tyskere og skandinaver.

En svensk kvinde siger, at hun er blevet for gammel til selv at køre rundt i udlandet. Hendes mand er død, så hun tager afsted med en veninde, der også er enke. En grupperejse giver sikkerhed. Det er let. Der er en turistfører, som taler svensk eller engelsk. Og man kan få venner for livet.

”Jag har tidigare fått goda vänner på en gruppresa till Marocko”, siger kvinden og lyser op som en skånsk sommersol.

Turistreservatet ser umiddelbart besnærende ud, ikke mindst på dronebilleder fra hjemmesiden. Men der er en slange eller to i paradiset.

Går man rundt med et rødt armbånd, betyder det, at man har betalt for fuld forplejning, all inclusive på nydansk, et begreb der her dækker alle måltider og alle drikke.  Drikkevarerne kan efter sigende ikke helt måle sig med madens kvalitet. Til gengæld er der nok af dem. Fra formiddag til nat kan de røde armbånd få skænket store fadøl, generøse cocktails, lokale vine i hvide, rosa og røde farver, samt stærk spiritus. Ad libitum, vel at mærke!

En dansk kvinde i sin bedste alder bedyrer, at hun aldrig før i sit liv har drukket alkohol før frokost.

”Men jeg har allerede fået tre glas hvidvin, og klokken er kun halv tolv!”

Kvinden har en let rosa kulør på kinderne. Det kan skyldes solen.

Til morgenmad, frokost og aftensmad går horder af sultne turister frem og tilbage og rundt om buffetbordenes store udvalg af alskens retter i Restaurant Selçuk. Der er ”Open buffet breakfast, late breakfast, lunch, dinner and night meal with rich options from Turkish and world cuisines,” som der står skrevet på hjemmesiden. Fem måltider dagligt. Turister med røde armbånd går ikke sultne i seng. Eller tørstige.

Kunderne synes at være enige om, at maden er af høj kvalitet, og at akustikken i Selçuk ikke ligefrem skaber dansk hygge. Eller som Erik J. skrev på Tripadvisor.dk i sin tid. ”Spisesalen fungerede nærmest som Københavns hovedbanegård i juletrængslen.”

Resortet har flere mindre spisesteder som den udendørs Turquoise Restaurant, den indendørs Saluna Café Restaurant og Lobby Baren, men kun Restaurant Selçuk har plads til rigtigt mange gæster.

Vil man have mulighed for at føre en egentlig samtale med sidemænd og -kvinder, skal man reservere plads på resortets Chinese Restaurant. Der er opdelte rum og vist nok kun plads til et par hundrede gæster.

Man behøver ikke kede sig på Salamis Bay Conti Resort Hotel. Man kan solbade med og uden drink og parasol. Man kan havbade med eller uden snorkel og maske. Vil man studere livet under vandet og se nærmere på fiskene i det krystalklare, varme Middelhav, skal man tage udstyret med hjemmefra. Det kan nemlig ikke købes i hotellets butikker.

Der er også mulighed for at spille tennis, volleyball og basketball, eller, hvis man er flagellant, gå i fitnesscentret.

Eller, hvis man hellere vil træne de små grå celler, spille skak ved svømmepølen. Her kan selv stærkt nærsynede være med.

Mulighederne for fysisk eller intellektuel adspredelse er mange. Alligevel vælger langt de fleste en stille tur med solvognen i selskab med en fadbamse eller lignende.

Når man går rundt mellem parasollerne til lands eller til vands, kan man føle sig som statist i den oscarbelønnede Druk, hvor Mads Mikkelsen & Co forsøger at ramme en promille på 0,5 fra morgen til aften.

På Salamis Bay Conti Resort Hotel er gennemsnitsbranderten måske lidt over filmens idealpromille. Når det er sagt, er der overraskende få røde armbånd, der for alvor tåger rundt på stranden. Og godt det samme. Kombinationen af høj promille og en svømme- eller sejltur har altid været en rigtig dårlig idé.

Det gule armbånd signalerer adgang til morgenmad og intet andet. Altså, ingen frokost og ingen aftensmad. Og ingen gin og tonic, ingen vino, ikke engang den tyrkiske brændevin raki.

Gæsterne med gule armbånd kan få frokost i baren i resortets gigantiske lobby overfor receptionen. Mod betaling forstås. Aftensmaden kan de tilkøbe i resortets kinesiske restaurant. Et populært spisested inde i turistboblen, hvor man skal sørge for at reservere bord i meget god tid, helst dagen før.

Der er faktisk også et alternativ for asketerne med de gule bånd om håndleddet. De kan vælge at krydse den firsporede vej bag resortet og tanke frugt og sandwich i et lille ydmygt supermarked.

Aftensmaden kan fås lidt længere nede ad gaden på den indiske Restaurant Jashan. Restauranten er denne aften befolket af fortrinsvis lokale gæster.

Man bliver spurgt om, hvor stærk man ønsker maden. Den milde udgave er stærk nok til prøvespiserens smagsløg. Et fyrfadslys under gryden med Chicken Tikka Masala holder retten varm under hele måltidet. Der er ris til og chapati, det tynde, pandestegte brød. Et godt måltid helt uden støjgener, som man kan blive helt salig af.

Restaurant Jashan med kokken i køkkenet. Ejer og tjener ved baren

Husets hvidvin i Restaurant Jashan er okay. Det er den røde også. Det hele til en rørende billig pris.

Læs den niende artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

TEKST OG FOTOS: Kim Boje

REJSER

ET DEJLIGT BOUTIQUEHOTEL

Korineum Golf & Beach Resort er ganske enkelt et dejligt sted at opholde sig. Rart, fredeligt og smukt. En forrygende smuk og velplejet golfbane. Et såkaldt boutiquehotel, der har 82 luksuøse værelser på minimum 32 kvadratmeter med udsigt til bjerge eller hav.

Som man vil kunne se af billeder og interviews (artikel 10-14), så er Korineum befolket med et yderst professionelt og højst sympatisk personale. Fra folket på hotellet til besætningen i proshoppen og på golfbanen.  Når så resortet har Kyreniabjergene mod syd og Middelhavet mod nord, så skal det blive et regulært paradis at opholde sig for en golfspiller.

Endelig er der interessant kultur og natur inden for kort køreafstand (jf. artiklerne 1-9).

STORT HOTEL

SKØNLITTERATUR

  • John Guthrie, A Bell in Bellapais: Echoes from a Cyprus Village, 2011

Der er ingen anmeldelser at finde på Google. Goodreads.com, et Amazon datterselskab, skriver, at det er en ”fortryllende sand historie”, der foregår i Nordcypern i 1948. ”John og Vivian Guthrie støder sammen med deres lille datter Deirdre på den smukke og uberørte landsby Bellapais. Et tilfældigt møde med en lokal fører til en beslutning, der vil ændre deres liv for altid”. Det lyder ikke rart. Men bogudgivere har det med at smøre et tykt lag melodrama på deres salgstale. Det gør ikke nødvendigvis bogen til triviallitteratur.

  • Christy Lefteri, A Watermelon, a Fish and a Bible, 2010 (En vandmelon, en fisk, en bibel, på dansk ved Neel Rocco, 2011). En interessant roman, der foregår i Kyrenia under borgerkrigen i juli 1974, hvor den tyrkiske hær invaderede den nordlige del af Cypern. Lefteri er født i London i 1980 af græsk-cypriotiske forældre, der flygtede fra Kyrenia (og er altså hverken græsk- eller tyrkisk-cypriot, men brite).

“Forfatteren tegner et flot portræt af Cypern og især af grækere og deres helt specielle karaktertræk … En absolut vidunderlig historie om kærlighed, længsel og håb. Denne bog vil jeg anbefale til alle, der godt kan lide en god kærlighedshistorie. Dette er Christy Lefteris debutroman, og hun gør det godt.” – Litteratursiden.dk

  • Victoria Hislop, The Sunrise, 2014, (da., Solopgang: Famagusta – fra ferieparadis til spøgelsesby, 2015). Victoria Hislop, Sunrise (Solopgang). Hislop er heller ikke cypriot, men brite, som Lefteri.

Handlingen udspiller sig – som i Lefteris roman – under borgerkrigen i 1974, men i Varosha, en forstad til Famagusta. En anbefalelsesværdig roman, der måske ikke har de mest interessante persontegninger, men som giver et godt og overskueligt, historisk indblik i den komplicerede, cypriotiske tragedie.

  • Lawrence Durrel, Bitter Lemons, 1957. Bitter frugt i Elsa Gress oversættelse, Grafisk Forlag, 1963. ”Bitter Lemons of Cyprus (sic) er Lawrence Durrells unikke beretning om sin tid på Cypern under 1950’ernes enosis, hvor græskcyprioterne kæmpede for at komme af med det britiske kolonistyre. Det et er et dokument, som på én gang er personligt, poetisk og subtilt politisk – en mesterlig kombination af rejsebeskrivelse, erindringer og afhandling. (…) I beskrivelsen af ​​en politisk tragedie har den ofte stor poetisk skønhed,” skrev Kingsley Martin i New Statesman.

CYPERN INFO

  • Cyprus, G. Micula & M. Micula, Eyewitness Travel, 2014
  • Cypernguiden.dk en glimrende guide, der giver mange gode råd om rejser til Cypern
  • North Cyprus News. Online News for Cyprus, https://lgcnews.com/

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Kvinder: Penge- og pointranglister, 25. november 2024

Jeeno Thitikul vandt CME Group Tour Championship med en eagle-birdie afslutning, og hun får dermed førstepræmien på 4 mio. $. Med lidt over 6...

Clarisa Temelo i tre majors efter sejr i Womens Am. Latin America

18-årige Clarisa Temelo fra Mexico vandt Womens Amateur Latin America (WALA), og kan se frem til at spille tre majors i 2025, hvis hun...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk