Direkte fly til den franske riviera har gjort golfbanerne omkring Nice og Cannes meget populære blandt danske golfere – ikke mindst i det tidlige forår. Søger man et mere autentisk Provence lidt længere væk fra turiststrømmen, kan det varmt anbefales at tage til området omkring Aix-en-Provence. Challenge Touren spiller på Golf de Pont Royal, og i den anledning genoptrykkes serien.
Golf du Lubéron
Tre kvarters kørsel ad motorvejen nord for Aix-en-Provence og vest for Manosque dukker de grønne, bløde Lubéron bjerge op. Her ligger Golf du Lubéron midt i en nationalpark i et uspoleret og uforfalsket Provence.
Klubbens sympatiske sekretær Philippe Berrut udleverer en informativ baneguide på fransk, engelsk og tysk, der afslører at alle huller har både sjove og velvalgte navne. 13. hedder således Hot Dog – et par 4-hul der dogleg’er mod højre – og 9. bærer betegnelsen Le Miroir d’Eau – ”vandspejlet” – et passende navn, da søen med åkanderne foran green spejler både klubhus og bjerge.
Klokken halv ni er det stadig relativt svalt og køligt. En lettere korpulent midaldrende fransk kvinde – som udover golftasken kun har følgeskab af en lille, nervøs, hvid terrier – spørger os om vi har tænkt os at spille alle 18 huller. Da vi svarer bekræftende, ryster hun vantro på hovedet. Over middag bliver det for alvor hedt, og de sidste ni er desuden uhyre kuperede.
”18 huller? Det er den rene galimatias! Er I fra Paris?”
Så ved vi det. Turisterne er det eneste folkefærd der er lige så tossede som pariserne.
Vi følger de gode råd vi har noteret os fra klubbens eksemplariske hjemmeside og sørger for ikke at være for optimistiske, dvs. driveren får lov at forblive i tasken hele vejen rundt.
Fairways er i glimrende stand og roughen er faktisk ikke så slem, med mindre der slås meget skævt.
Signaturhullet er 11., der krydses af en dyb kløft og bærer navnet Grand Canyon – en henvisning til de nærliggende, spektakulære bjergkløfter der går under betegnelsen Les gorges du Verdon (se nedenfor). Udsigten fra greenen er fabelagtig ned mod klubhuset og med det grønne Lubéron bjergmassiv i baggrunden, der er plettet af små okkergule provençalske landsbyer.
Største problem er de lynhurtige og drilske greens, der er ofte er svære at læse.
På 14. green vælger junior fra seks-syv meter at slå puttet med meget fast hånd; bolden holder linjen, rammer bagkanten, hopper lige op i vejret, lander i hullet – og bliver i hullet!
Her er det så fotografen for evigt vil ærgre sig over, at han ikke trykkede på knappen, netop da kuglen svævede de omkring 10 centimeter over hullet. På den anden side: alle ville tro at billedet var fotoshoppet.
Efter små fire timer er vi en stor oplevelse rigere og fire liter vand fattigere. Den venlige dame iført hvid terrier havde ret – det blev varmt og op ad bakke det meste af tiden.
UGOLF Digne Les Bains
Tidligt næste morgen går turen til Gorges du Verdon via Moustier-Sainte-Marie, som markerer indgangen til de dramatiske grands canyons, som floden Verdon har skåret ud af landskabet gennem millioner af år, og som ikke lader den amerikanske udgave i Arizona meget efter.
Efter et kort ophold i Moustier-Sainte-Marie, som allerede har besøg af mange mennesker i de stejle og maleriske gader, køres der bjergkørsel ned til den opdæmmede, turkisblå sø Sainte Croix, hvor man kan leje en vandcykel og blande sig med de brune, blege og lyserøde turister, der i adstadigt tempo cykler afsted ned ad floden mellem de stejle canyons.
Efter en dukkert i det krystalklare, kølige vand, går turen til Digne-les-Bains, et af Frankrigs mest berømte kursteder, der ligger ved foden af Alperne.
Frokosten indtages i en restaurant i den gamle bydel. Udsigten til forrevne bjerge og huse i pittoresk forfald er som taget ud af Victor Hugos roman Les misérables, hvor den frigivne straffefange Jean Valjean netop passerer gennem Digne og i forbifarten stjæler bispens sølvtøj.
Vi lader bestik og kandelabre ligge på restauranten og tager få kilometer sydpå til UGOLF Digne Les Bains (tidligere Golf des Lavandes de Digne), der – som navnet antyder – ligger mellem blomstrende lavendelmarker.
Luften er ren og skær her i 600 meters højde, og den mørkegrønne golfbane med 300 år gamle egetræer ligger fristende som en oase i et ellers solsvedent Provence.
Men inden solen går ned skal der aflægges en fransk visit i Madame Olesens svømmepøl ved foden af Lubéron bjergene, og der er således ikke tid til at spille banen i Lavendlernes Golfklub.
”Mon Dieu – du gode gud, det er jo ganske forfærdeligt, at I ikke når at spille her i Digne!” udbryder M. Gavanon, klubbens direktør, ”Har I kun spillet fire baner i Provence? I har ikke spillet Servanes?! Eller Barbaroux?! Eller Sainte Baume?! Mon Dieu! I bliver nødt til at komme tilbage!”
”Der er ingen ende på Paris” er den danske titel på en af Hemingways romaner. Og det er med Provence som med Paris – man bliver aldrig færdig – og man vender altid tilbage.
Dette var den tredje og sidste del af denne serie. Første del kan læses her mens anden del kan læses her.
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie & Kim Boje
Revideret rejseartikel fra 2005
GOLF DU LUBÉRON: www.golfduluberon.com
UGOLF DIGNE LES BAINS: www.jouer.golf/golf/ugolf-digne-les-bains
www.dignelesbains-tourisme.com/equipement-loisir/golf-des-lavandes-digne-les-bains
ANNIE SAUMONT, EN DUFT AF LAVENDEL – et tip til ferielæsningen, jf. www.forlagetvandkunsten.dk/110296/ og Jette Landbergs anmeldelse jf. www.litteratursiden.dk/anmeldelser/en-duft-af-lavendel-af-annie-saumont
