RejserGolf- og rejseoplevelserEn duft af vin og lavendler - Rejseoplevelser fra Provence (2)

En duft af vin og lavendler – Rejseoplevelser fra Provence (2)

Direkte fly til den franske riviera har gjort golfbanerne omkring Nice og Cannes meget populære blandt danske golfere – ikke mindst i det tidlige forår. Søger man et mere autentisk Provence lidt længere væk fra turiststrømmen, kan det varmt anbefales at tage til området omkring Aix-en-Provence. Challenge Touren spiller på Golf de Pont Royal, og i den anledning genoptrykkes serien.

Golf International de Pont Royal

En halv times kørsel vest for Aix-en-Provence ligger Golf International de Pont Royal, ubestridt én af de bedste baner i området. Da vi slår ud på 1. tee en meget tidlig sommermorgen, er vandkanonerne endnu ikke indstillede på de velplejede fairways, der er våde og bløde som ryatæpper efter et brusebad. Desværre er enkelte green-side bunkers midlertidigt omdannet til vandhazarder. Forklaringen på fænomenet giver Pont Royals vicedirektør Cyrille Picot efter runden.

”Med Severiano Ballesteros som banearkitekt er der skabt en vidunderlig bane, men desværre er flere bunkers fejlkonstruerede, så der let samler sig vand i dem. Et problem som vil blive løst i fremtiden”, lover Monsieur Picot, der desuden forklarer, at ”mistralen – den kraftige nordenvind, som driller os på de sidste ni huller – blæser finkornet sand væk, så man har måttet vælge en mere grov og grå udgave.”

Golf International de Pont Royal ligger smukt flankeret af lysegule huse med røde provençalske tegltage. Enkelte er privatejede, resten kan lejes hos Pierre et Vacances, der også har opført hotelkomplekset mellem 9. og 18. hul. Et byggeri, der føjer sig smukt ind mellem golfbane, pinjetræer, bjerge og slugter, selv om det tæller 650 lejligheder og knapt 400 huse.

Noget egentligt signaturhul kan man ikke tale om på Pont Royal, der skal have sit navn efter Ludvig den 14, Solkongen, som i sin tid lod en træbro opføre i nærheden. Solen er fortsat til stede, i den grad, hvorimod hverken konge eller bro har overlevet.

Overalt er der smukke kig til høj, blå himmel og grønne, brune og gule bjerge. Den mørkebrune farvetone på bakkedragene bag 8. hul skyldes en skovbrand, der kom meget tæt på for et par år siden, så rygerne skal være omhyggelige med cigaretskod i roughen. På de her kanter falder der ikke meget regn.

Det kan anbefales at få en tidlig starttid, hvis man spiller i Provence om sommeren. La Canicule – Hundedagene, der går fra 23. juli til 23. august – er franskmændenes udtryk for en hedebølge, men udtrykket bruges også ofte både før og efter denne periode. Når så terrænet tilmed er meget kuperet, ja, så har man en udfordrende cocktail, også selvom man skulle have fået en tidlig t-tid.

Efter en traditionel fransk frokost med fire retter hos de indfødte, er det oplagt at gå på opdagelse i Aix-en-Provence. Dvs. de trætte golfere bør nok parkeres på en café i platanernes skygge, mens piger i alle aldre følger skiltene med soldes påtrykt for at udforske sommerudsalget i de smalle, gullige gader.

Når så indkøbene er gjort, kaffen og colaen er drukket, kan man passende skifte caféen ud med en restaurant under andre plataners skygge og bestille marinerede muslinger, fritter og kølig rosé. Det er godt brændstof for mødige turister med trætte ben.

Chateau l’Arc Golf Club

Godt 10 km syd for Aix-en-Provence ligger golfklubben Chateau l’Arc Golf Club (tidligere Sainte Victoire Golf Club) ved foden af bjerget af samme navn. Parkbanen er en teknisk udfordring, som kræver omhyggeligt course management. Pinjetræerne er nemlig høje, vand er ofte i spil og roughen går over i la garrique, et smukt, men genstridigt hedelandskab, hvor det kan være overmåde vanskeligt at lokalisere bolden.

Fairways er velplejede og omgivelserne smukke med udsigt bl.a. til Château de l’Arc, et slot fra det 17. århundrede, som i dag er et 4-stjernet hotel med to restauranter.

Vi følges med en lokal gymnasielektor fra Lycée Émile Zola, som begejstret fortæller om billedkunstneren Bernard Buffet, der i sin tid ejede slottet. Vores kunstinteresserede medspiller kender også banen vældig godt og får os ofte til at vælge et kortere jern frem for at forsøge lykken med driveren.

Trods de mange gode råd, kommer vi hjem med en ringe score – ikke mindst på grunde af de niveaudelte greens, der krævede mange putts, selv et enkelt 4-putt eller to…

Over en pastis i klubhuset råder lektoren os til at prøve banen igen næste år, så vil vi samtidigt kunne se en stor udstilling i Aix, hvor der på Musée Granet vises værker fra alverdens store museer af byens berømte maler, Paul Cézanne.

”Hans favoritmotiv var faktisk lige her,” slutter gymnasielæreren sit foredrag og peger op på Sainte Victoire bjerget, der tårner sig op bag os.

Parallellen til golfbanen ligger lige for: svært at bestige, hvis man ikke kender en farbar vej til toppen.

Første del af denne serie kan læses her, mens tredje og sidste del kan læses her.

Paul Cézanne, Mont Sainte Victoire (udsnit), 1902-1904. Princeton University Art Museum

Revideret rejseartikel fra 2005.

Tekst og fotos: Kim Boje

GOLF INTERNATIONAL DE PONT ROYAL: www.golf-pontroyal.com/en/home

CHATEU L’ARC GOLF CLUB: www.chateaularcgolfclub.com

ANNIE SAUMONT, EN DUFT AF LAVENDEL – et tip til ferielæsningen, jf. www.forlagetvandkunsten.dk/110296/  og Jette Landbergs anmeldelse jf. www.litteratursiden.dk/anmeldelser/en-duft-af-lavendel-af-annie-saumont

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

Verdensranglisterne, 18. november 2024

For første gang nogensinde er Rasmus Højgaard i top-50 på verdensranglisten, da han med en 2. plads i sæsonfinalen rykkede frem som nr. 45....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk