Direkte fly til den franske riviera har gjort golfbanerne omkring Nice og Cannes meget populære blandt danske golfere – ikke mindst i det tidlige forår. Søger man et mere autentisk Provence lidt længere væk fra turiststrømmen, kan det varmt anbefales at tage til området omkring Aix-en-Provence. Challenge Touren spiller på Golf de Pont Royal, og i den anledning genoptrykkes serien.
Frégate Golf Club Provence
En god halv times køretur syd for Aix, ud mod det azurblå middelhav, mellem vinmarker, cypresser og stejle klipper, finder man Frégate Golf Club Provence (tidl. Golf de Dolce Frégate) en af de allersmukkeste golfbaner i Provence.
På klubhusets terrasse, hvorfra man har udsigt til Porquerolles, den største af Hyères øerne, fortæller Pierre Pouchain, direktøren i golfklubben, at Dolce refererer til den amerikanske hotelejer, Frégate til de omliggende vinmarker.
”Dolce Frégate er et meget populært rejsemål, især for amerikanske turister”, oplyser Monsieur Pouchain endvidere og tilføjer, at ”der er mange krydstogtsskibe, som ankrer op ude i bugten og sejler golfspillere i land.”
Meget bekvemt sådan at cruise rundt i Middelhavet med kuffert og køller og blive fragtet hen til 1. tee i en chalup. Måske en gaveidé til golferen der har alt…
Det er nu ikke kun velbjergede amerikanere, der har opdaget Dolce Frégate. Dansk Boldspil Union valgte golfhotellet her som hovedkvarter for fodboldlandsholdet under VM tilbage i 1998.
Omgivelserne er en lise for sjælen – og man forstår godt at Bosse(n) Johansson og hans lystige svende Heintze, Helveg, Schmeichel, Tøfting, Sand, Møller, Laudrup og Laudrup m. fl. var ret begejstrede for hovedkvarteret.
Vi teer ud med Monsieur Paul, en stedkendt kirurg fra Marseille, som hurtigt viser sig at være den ideelle baneguide. Monsieur giver præcise anvisninger til hvert enkelt slag: hvor man skal sigte for at placere teeslaget på de meget skrånende fairways på de første ni huller, hvilken kølle man skal vælge, når mistralen blæser op fra nordvest og når sciroccoen sender varme vinde op fra syd.
Kirurgen er også klinisk skarp i sine analyser af de lokale vine fra Bandol. Man får uvurderlige informationer om, hvor længe en Frégat skal gemmes (højst fem år), hvorfor Tempier er den bedste af de røde vine (den er ufiltreret og vinder alle blindsmagninger), og hvorfor man for Guds skyld aldrig skal investere i vinene fra Ott, hverken den røde, den hvide eller den rosa udgave (der er stort misforhold mellem pris og kvalitet).
”De bør i øvrigt også prøve den lokale vin d’orange, Monsieur Boje. Appelsinerne her er for sure til at spise, til gengæld laver man en uhyre interessant bitter hedvin af dem. Lidt orangevin i glasset og fyld op med den hvide vin fra Cassis, og De vil høre englene synge. En fremragende apéro, Monsieur Boje, bedre end en kir!”
Aperitiffen må vente. Først er der 18 huller, som skal nydes, og det bliver de ikke mindst med Monsieur Pauls hjælp – selv når bolden kommer på afveje. Således på 4. hul, hvor seniorjournalisten sender kuglen ud i den forbudte højre side og har svært ved at finde den blandt cypresser og nerier.
Monsieur Paul afslører en veludviklet humoristisk sans, da han finder en rød bold helt ude i vinmarken. Seniorjournalisten syntes bestemt bolden var hvid, da den blev sendt af sted fra teeboksen, men kirurgen er hurtig i replikken.
”Jo, Monsieur Boje, det er rigtig nok Deres. Den rødmer blot af skam.”
På mange af hullerne er udsigten fra den overordentlig velholdte bane så smuk ud over Middelhavet, at det er svært at bevare koncentrationen om spillet. Mens kirurgen køber læskedrikke til alle fra den rullende snack-bil, trækker deres udsendte imidlertid kasketten godt ned i panden og det lykkes at holde ganske godt sammen på scoren på de sidste ni huller.
Det er tid til en aperitif efter en herlig eftermiddag på en fremragende bane. Eneste lille minus i karakterbogen for Dolce Frégate er bunkers, som trænger voldsomt til en ny forsyning sand.
Som der er après-ski er der après-golf. Og på disse kanter er mulighederne legio.
Man kan tage sin orangevin med hvidvin på terrassen eller køre til Bandol eller la Ciotat, hvor der meget fine sandstrande og hvor man skal langt ud i vandet – som længden af et par-4 hul – for at kunne få vand nok under bugen til en svømmetur. Ideelt for børnefamilier.
Overnat fx på Le Rose Thé, et lille fint badehotel, der ligger et lag putt fra stranden og en lop wedge fra havet.
Vil man se storslået natur, kan man køre en tur ad Corniche des crêtes, bakkekammen mellem la Ciotat og Cassis, hvor udsigten fra de 400 meter høje, lodrette klipper er helt enestående.
Og endelig bør man opleve les calanques, klippefjordene i hvid sandsten ved Cassis. Husk snorkel og maske – og eventuelt harpun; udvalget af fisk og blæksprutter er stort.
Vil man ikke at fange maden selv, er der fiskerestauranter overalt i området. Men som Monsieur Paul udtrykte det efter golfrunden:
”Der er fiskerestauranter og så er der Villa Madie i Cassis, Monsieur Boje. Leur bouillabaisse. Oh, là là ! Et le Clos Sainte Magdeleine. Oh, là là ! C’est la vie en rose ! Det er bedre end en hole-in-one. Monsieur Boje.
Tja, når man ikke har prøvet at få hole-in-one, så er det svært at vide om Monsieur Paul har ret. Men livet får godt nok et lyserødt skær, når dagen afsluttes på Villa Madie i Cassis med fiskesuppe og naboens hvidvin.
Oh, là là !
Anden del af denne serie kan læses her mens tredje og sidste del kommer søndag.
Revideret rejseartikel fra 2005.
Tekst og fotos: Kim Boje
Frégate Golf Club Provence: www.lefregateprovence-golfclub.com/
VILLA MADIE: www.lavillamadie.com
LE ROSE THE : www.hotel-rosethe.com/en
ANNIE SAUMONT, EN DUFT AF LAVENDEL – et tip til ferielæsningen, jf. www.forlagetvandkunsten.dk/110296/ og Jette Landbergs anmeldelse jf. www.litteratursiden.dk/anmeldelser/en-duft-af-lavendel-af-annie-saumont
