Onsdag snuppede Emily Pedersen sejren ved Bravo Tours Open by Enjoy Resorts efter en spændende og lige finalerunde.
Oliver Suhr blev nummer to, mens bl.a. Rasmus Højgaard og Nanna Koerstz Madsen sluttede på en delt tredjeplads.
Under hele finalerunden var der hyppig udskiftning i toppen, og mens Nicolai Højgaard på dagens første fem huller lignede en vinder, så blev der på for alvor åbnet op for det hele, da han lavede dobbeltbogey på sjette hul.
Da Oliver Suhr lavede eagle på det ellers svære 16. hul, blev afslutningen en direkte duel mellem ham og Emily Pedersen. En birdie på 17. hul til Emily, mens spillemakker Oliver Suhr efterlod sit putt kort midt i hullet, gav Emily Pedersen føringen og et kvarter senere sejren.
– Det er altid sjovt at vinde, og jeg er glad for, at jeg i denne uge har spillet bedre, end jeg har gjort længe, fortalte Emily Pedersen efter runden.
– Det er lang tid siden, jeg har været i en position, hvor jeg har spillet med om sejren. Jeg skulle lige vænne mig til at være lidt nervøs igen, men det er jo det vi træner for, uddybede Emily.
Du kan se resultatet af Bravo Tours Open by Enjoy Resorts her.