Efter en flot danske afslutning opnåede Emily Kristine Pedersen og Malene Jørgensen top-10 placeringer i Fatima Bint Mubarak Ladies Open, som blev vundet af Beth Allen. Alle fire danskere rykkede frem i finalerunden.
Emily begyndte ellers dagen med to bogeys på de første 4 huller, men derefter lavede hun en eagle og seks birdies for en runde i -6. Hun var nr. 21 efter tredje runde, men rykkede frem til en 8. plads i -12.
Malenes tredje top-10 i træk
Malene Jørgensen sluttede også flot af med en runde i -5, hvilket gav hende en 10. plads i -11. Det er den tredje turnering i træk, at Malene slutter i top-10, og før det blev hun nr 11 i Spanien.
Nicole Broch Larsen gik -3, så hun blev nr. 12 i -10.
Nanna Koerstz Madsen blev nr. 39 i -5 efter en runde i -4. Hun gik to runder i -4 på Saadiyat Beach Golf Club, men desværre også runder i +2 og +1.
Beth Allen vandt for anden gang i træk
Kampen om sejren udviklede sig primært til et opgør mellem Georgia Hall og Beth Allen.
Med tre birdies på de sidste 4 huller gik Beth Allen dagens bedste runde i -8, så hun vandt i -21 foran Georgia Hall i -18. Melissa Reid og Sarah Kemp delte 3. pladsen i -17.
Olafia Kristinsdottir, som førte efter de første to runder, blev nr. 26 i -7 efter en finalerunde i +4.
Det var Beth Allens anden sejr i træk på LET. Hun deltog ikke i de to nylige turneringer i Kina, da hun spillede LPGA tourskole i USA, men før det vandt hun Lacoste Ladies Open de France.
Fatima Bint Mubarak Ladies Open, resultat
Den første kvindelige turnering i Abu Dhai
Fatima Bint Mubarak Ladies Open var den første første kvindelige professionelle golfturnering nogensinde i Abu Dhabi, hvor der blev spillet om en præmiesum på $ 550.000.
I næste uge spiller der i Indien, hvorefter der spilles i Qatar inden LET sæsonen afsluttes med Omega Dubai Ladies Masters fra den 7. – 10. december.