Emily Kristine Pedersen vandt Hero Women’s Indian Open sidste år foran Malene Jørgensen på en delt 2. plads. Igen i år spiller de begge med om sejren, da Emily er nr. 2 og Malene nr. 8 inden finalerunden.
Emily begyndte ellers dagen med en dobbeltbogey. Efter to bogeys frem til 13. hul var hun +4 for dagen, men med en eagle og to birdies på de sidste 4 huller blev det en godkendt runde i par, så hun er på en delt 2. plads inden finalerunden.
Emily deler 2. pladsen i -1 med Belen Mozo og Christine Wolf. De er to slag efter indiske Aditi Ashok, som fører i -3.
Efter en runde i +1 er Malene Jørgensen på en delt 8 plads i +1 sammen med bl.a. Brittany Lincicome, så hun er således blot fire slag fra førstepladsen. Beth Allen, som fører LET ranglisten er nr. 21 i +5.
Nanna Koerstz Madsen er også klar til finalerunden på trods af to runder i +4, da samlet +8 rækker til en 44. plads på den svære bane.
Cuttet blev +10 så Daisy Nielsen missede cuttet som nr. 88 i +15 efter en runde i +10.
Der spilles om en præmiesum på $ 400.000.