USA var klart bedst på førstedagen af Solheim Cup på Finca Cortesin i Spanien, men Europa kæmpede sig tilbage bl.a. godt hjulpet af en hole-in-one af Emily K Pedersen.
Emily spillede begge sessioner fredag med foursomes om formiddagen og fourballs om eftermiddagen. Emily skal også spille foursome lørdag formiddag.
For første gang vandt USA 4 – 0 i foursomes
Fredag formiddag blev der spillet fire foursomes, og for første gang i Solheim Cup historien lykkedes det for USA at vinde alle fire matcher i en foursome session.
Emily spillede sammen med Charley Hull i fjerde match mod Ally Ewing og Cheyenne Knight. Det blev en ensidig affære, hvor amerikanerne vandt 4 af de første 6 huller med pars. Det endte med en amerikanske sejr på 5&4.
De tre andre matcher var mere lige, men Europa var stort set aldrig foran.
Emily lavede hole-in-one
Emily blev også udvalgt til eftermiddagens fourballs, hvor hun spillede med Maja Stark mod Jennifer Kupcho og Alisen Corpuz. Det var mere lige, for selvom europæerne aldrig var foran, så var de aldrig mere end 1 ned.
Det var de også på par-3 hullet 12, hvor Emily vandt hullet med en hole-in-one! De endte med at dele matchen.
Europa vandt to af de fire fourballs og to blev delt, så Europa vandt sessionen 3 – 1, så den samlede stilling er 5 – 3 til USA.
Det er første gang siden 2017, at USA fører efter første dag. Det har de gennem årene gjort otte gange, og alle gange USA har haft føringen efter de første to sessioner er det endt med en amerikansk sejr.
Emily i foursomes lørdag formiddag
Kaptajnen Suzann Pettersen udtog Emily til Solheim Cup på et wild card, og hun ser hende helt tydeligt Emily som én af de bærende kræfter på holdet, da hun er med i de tre første sessioner.
Lørdag formiddag skal Emily spille foursome med Carlota Ciganda i dagens første gruppe fra kl. 08:10 mod Lilia Vu og Jennifer Kupcho.
TV og streaming-sendetider
Solheim Cup sendes direkte fra morgen til aften på discovery+ og Eurosport 2. Se sendetider i denne artikel eller på 19hul.dk/tv. Se evt. også sendetider på svensk og norsk tv i denne artikel.