Amatøren Linn Grant vandt GolfUppsala Open på damernes nye Nordic Golf Tour, som primært er baseret i Sverige men også med turneringer i Danmark og Norge. Dog er Danish Golf Open aflyst i år.
Inden finalerunden førte Linn Grant i -7 foran Beatrice Wallin i -6, som begge er amatører. Linn Grant begyndte finalerunden med fire birdies i træk, men begge var rundt i -2, så Linn Grant vandt i -9 foran Beatrice Wallin i -8.
Emily K Pedersen satte ny banerekord med en 65’er (-8), så hun bragede 11 pladser frem til en delt 3. plads i -7, som hun delte med amatøren Maja Stark.
Emily K Pedersen blev dermed den bedste professionelle i feltet, og hun fik den største præmiecheck på 50.000 SEK.
Amatøren Ingrid Lindblad delte 5. pladsen med LET spilleren Camilla Lennarth, og på 7. pladsen var endnu en amatør, Matilda Jonsson, i -2.
Caroline Hedwall, som har vundet seks gange på LET og spillet Solheim Cup fire gange, blev nr. 14 i +3, mens Line Toft Hansen blev nr. 23 i +5 og Fie Kjærgaard Olsen nr. 39 i +10.
Meget stærke svenske amatører
At der er fem svenske amatører i top-7 er imponerende, og det er ikke fordi, at der ikke var mange gode professionelle spillere i feltet.
Det siger dog også noget om, hvor stærke de svenske amatører er, hvilket også afspejles på amatørernes verdensrangliste.
De fire bedst placerede amatører i ugens turnering er alle i top-43; Ingrid Lindblad er bedst placeret som nr. 5 i verden, mens Maja Stark er nr. 6 og vinderen Linn Grant nr. 11 og Beatrice Wallin nr. 43.
Nordic Golf Tour er som sådan en udvidelse af Swedish Golf Tour, og i GolfUppsala Open var der udover tre danskere kun svenskere i feltet.