Når verdens største og mest prestigefyldte golfturnering, US Masters, spilles på den legendariske Augusta bane i april, bliver det med et helt nyt kommentator-setup på Viaplay. For første gang i Viaplays mangeårige golfdækning vil der være hele tre stemmer i kommentatorboksen ved US Masters. Hovedkommentator Peter Grønborg får selskab af sin faste makker fra Champions League-studiet Preben Elkjær, der sammen med DP World Tour-spilleren Lucas Bjerregaard skal guide seerne igennem den 90. udgave af den legendariske golf-major.
Elkjærs kærlighed til golf
Preben Elkjærs fodboldkarriere og hans mange år som fodboldekspert kender de fleste danskere til, men ud over kærligheden til fodbold, er han en flittig golfspiller og en stor golfentusiast, der i mange år har fulgt spillet med den lille bold.
Og nu glæder den danske fodboldlegende sig til både at formidle sin enorme begejstring for spillet, kommentere på alle de store historier om danskerne og de internationale stjerner og frem for alt være en slags repræsentant for den helt almindelige golfglade dansker, når der skal sættes ord på spillet ved verdens største golfturnering.
– Jeg elsker virkelig golf – både at se det og spille det. Og jeg ser rigtig meget frem til at komme helt tæt på U.S. Masters, som er noget helt, helt specielt. Fra min plads ovre på banen vil jeg levere både synspunkter og historier, men også tillade mig at kigge på turneringen med de ”uprofessionelle”, men begejstrede øjne, som jeg bilder mig ind, at rigtig mange af vores seere oplever sporten med, siger Preben Elkjær, der som bekendt kommer til at sidde ved siden af hovedkommentator Peter Grønborg, som han i små 10 år har lavet Champions League med.
Indsigt, indlevelse og fascination
Med de to i kommentatorboksen kommer desuden den professionelle golfspiller Lucas Bjerregaard, der til dagligt spiller på DP World Tour. Bjerregaard har i løbet af karrieren deltaget i alle sportens majors – herunder altså også US Masters, hvor han i 2019 og opnåede en 21.-plads. Han har desuden to sejre på European Tour i løbet af karrieren.
– Det bliver en meget stor oplevelse for mig at indgå i dækningen af US Masters, der uden sammenligning er det største, man som golfspiller, kan vinde. Alt er særligt, når man kommer på Augusta-banen i Georgia, og vi har jo i år endda lov til at drømme om, at de danske spillere, hvis de rammer dagen, kan indtage outsider-roller, siger Lucas Bjerregaard.
Viaplays Sportschef Benjamin Munk Lund siger om holdopstillingen til US Masters.
– Vi er gået ind i golfåret 2025 med en ambition om at forfriske vores udtryk og bringe dette fantastisk spil hjem til de mange danske golfentusiaster på en både fagligt stærk, men også begejstret og underholdende måde. Jeg er overbevist om, at dette helt nye set up kan levere både indsigt, indlevelse og fascination og være godt selskab for vores seere til US Masters.
Ud over de tre i kommentatorboksen kommer golfredaktør Thomas Heiredal til at være banereporter og dermed helt tæt på verdensstjernerne under og efter runderne ved US Masters.
US Masters spilles fra 10. til 13. april og kan følges live på Viaplay, V Sport Golf og en af Viaplays sportskanaler på tv.
Ud over rettighederne til US Masters inkluderer Viaplays golfrettigheder også de øvrige majors, Ryder Cup og Ladies European Tour, hvilket sikrer seerne adgang til verdens bedste golf året rundt.
![](https://usercontent.one/wp/www.19hul.dk/wp-content/uploads/2025/02/PeterGroenborg_67a4ac3465beb.avif?media=1738544477)