”Nå, hvornår skal De så ud og spille igen?”
Den ældre herre med skotskternet slips og kilt og ludende ryg retter sig op og smiler bredt.
”I morgen og i morgen og i morgen! Ja, det er et citat fra Shakespeare, og det handler godt nok ikke om golf,” indrømmer seniorgolferen, ”men vi spillede skam spillet på Shakespeares tid. James den Første tog køllerne med i bagagen, da han blev konge i 1603. Og hans mor Mary, skotternes dronning, havde efter sigende et glimrende sving, det vil sige, lige indtil bødlen svingede øksen over hendes hoved!”
Fotografen spørger den skotske gentleman, om Edinburgh udtales ’Ed-in-bruh’ eller ’Ed-in-buh-ruh’.
”Man kan sige begge dele. De fleste turister udtaler det ’Edin-burgh’. Det er helt forkert. Vi Edinburghians siger selv ’Em-bra’. By the way, undgå at kalde os for Edinburgers, eller Edinbuggers. Hvis altså I vil undgå at fornærme os!”
Den alvidende skotte peger på blomsterhandlerens blomstrende tidsler.
”Vi er i øvrigt det eneste folk, der har tidslen som nationalblomst. Det siges, at vores forfædre en mørk og stormfuld nat undgik at blive taget på sengen, da de blev vækket af barfodede vikinger, som var listet i land fra deres langskibe for at plyndre og hærge. Men da de trådte på tidslerne, skreg og hylede de så højt, at skotterne vågnede op til dåd og jog dem bort.”
Manden smiler igen, linder på hatten og går videre ned ad The Royal Mile, den overrendte hovedgade, som går fra Edinburgh Castle til Holyrood Palace.
Lidt længere nede af den royale mil er andre Edinburghians klædt festligt på i panser og plade med blåfarvet ansigt og tartan kilt. Når man har set Mel Gibson i det outfit i filmen Braveheart, så ved man, at figuren mimer den lokale nationalhelt William Wallace (ca. 1271-1305), som kæmpede heltemodigt, men forgæves mod den engelske Kong Edward I. Wallace endte med at blive pint og plaget og henrettet på en særlig bestialsk vis. Hans hoved endte på en lang og spids pæl, som blev sat op på London Bridge til skræk og advarsel.
Ifølge den britiske netavis The Scotsman er der er smurt godt på i Braveheart. Ikke kun med blå maling i ansigtet – en sådan krigsmaling var ikke i brug i på det tidspunkt Wallace levede. Kilten er også et faux pas – den kom først på mode 500 år efter Wallace blev halshugget, parteret og stejlet.
Ikke desto mindre er blåt ansigt og skotskternet kilt meget populært. Ikke mindst på gaden i Edinburgh, hvor den historiske anakronisme stadig lever i bedste velgående.
Braid Hills Golf Club
Golfbanerne ligger som perler på en snor i og omkring Edinburgh, men det ædle golfspil er også en vigtig del af den skotske folkesjæl. Eksempelvis bruges idrætstimerne i skolen ofte på golfbanen, både i folkeskolen og i gymnasiet, ikke mindst når der er en golfklub i nærheden. I Skotland er man sjældent ret langt fra en golfbane, og når den ligger lige rundt om hjørnet, er det oplagt at spille en runde golf med vennerne ”i morgen og i morgen og i morgen”.
Braid Hills Golf Club er blevet anbefalet af en gammel ven, Andy, som er vokset op i Edinburgh. Der skulle være panoramaudsigt fra golfbanen over både Edinburgh, fjorden Firth of Forth og forbjerget Arthur’s Seat.
Vi prajer en taxa fra hotellet. Taxichaufføren Ian har pudsigt nok Brad Hills som hjemmebane.
”Det er en vidunderlig golfbane,” fortæller chaufføren begejstret. ” Men I skal for alt i verden undgå at komme ud i tornbladene. Lad trekøllen og driveren blive i tasken. Banen er kort og bakket, så I får ikke brug for det tunge skyts. ”
Tornblad, gorse på engelsk, er et pragtfuldt skue, når den blomstrer gult sidst på sommeren, men den udgør en frygtindgydende forhindring året rundt. Har man én gang forsøgt at komme ud af de tætte og kraftigt tornede buske, glemmer man det aldrig. Det eneste fornuftige, man kan gøre, er at droppe ud af problemerne.
”Jeg håber I har gode ben,” tilføjer Ian og ser på rejseskribentens trætte og blege ansigt. ”Bakkerne er meget stejle, og buggies er ikke tilladt.”
Tågen har desværre lagt sin klamme hånd på Braid Hills Golf Club. Det ville kræve en lokal guide at finde rundt i tågedisen, og der vil hverken være udsigt til Edinburgh, Firth of Forth, Arthur’s Seat eller en god golfoplevelse for den sags skyld. Når benene tilmed ikke er gode, er valget let, så det bliver kun til et par tågede fotos fra klubhuset.
”Der er sjældent tætte tågebanker på Carrick Knowe”, trøster Ian. ”Banen ligger meget lavt. Det er bare et kvarters kørsel herfra.”
Carrick Knowe Golf Course
”Hvad sagde jeg”, siger chaufføren et kvarter senere. ”Man kan altid svinge køllerne på Carrick Knowe.”
Hjemmesiden fortæller, at Carrick Knowe Golf Course er en smuk parkbane, at hvert hul er indrammet af træer, at den har Edinburgh Castle som ”en storslået kulisse”, og at den ligger i skyggen af ”det berømte Murrayfield Stadium”. Vi kan hverken se Edinburgh Castle eller skygger fra Murrayfield Stadium, men det vigtigste lige nu er, at vi kan sige farvel til den tætte tåge og farvel og tak til taxichaufføren Ian.
De fleste golfere ville nok tøve med at bruge betegnelsen ”smuk” om Carrick Knowe Golf Course. Men den ligger centralt inden for bygrænsen, og i klart vejr er der sikkert udsigt til både Edinburgh Castle og rugbystadionet Murrayfield med de 67.144 siddepladser.
Ved første øjekast ligner Carrick Knowe mere en bybane end en parkbane. Fra klubhuset domineres golfbanen af boligkvarterer og en travl jernbanelinje, som løber parallelt med de første huller. Omgivelser, der uvilkårligt vækker minder om Danny Boyles legendariske film Trainspotting, som netop foregår i en af Edinburghs forstæder.
Men mange af hullerne er faktisk kantet af buske og træer, så undertiden kan man godt glemme, at man befinder sig i en tætbefolket bydel. Lige indtil det næste tog kommer fløjtende forbi.
Carrick Knowe Golf Course er kort med brede fairways og få hazarder, og selvtilliden får et løft. Lige indtil bolden lander i en af de dybe bunkers.
Efter golfspillet er det svært at vælge, hvor man skal slukke tørsten. Edinburgh siges at have omkring 300 pubber og barer. Her skal blot fremhæves et enkelt udskænkningssted, Greyfriars Bobby, en pub der har taget navn efter hunden Bobby, som i 14 år holdt vagt ved sin herre pubejerens gravsted til den døde 14. januar 1872. En bedrift der er lavet flere spillefilm over, bl.a. af Walt Disney.
Et godt alternativ til øl- og gravhunde er The Scottish National Gallery, hvor man blandt andet kan studere Charles Lees ”The Golfers”, et maleri der viser et dramatisk øjeblik under en match på St. Andrews’ Old Course i 1847, hvor Lee ikke kun malede fire stærkt ophidsede golfspillere, men også de 46 publikummer, som omringer kombattanterne. Det mægtige maleri, der krævede et format på 131 gange 214 centimeter, kan ses nederst HER.
Giver det lyst til at studere golfsporten i billedkunsten, kan man nærlæse artiklen om The Art of Golf, en udstilling på Nationalgalleriet i 2012 og igen i 2014, hvor malerier af Rembrandt og Avercamp viser, hvordan man allerede i 1600-tallet spillede ”ringbold” på landjorden og ”kolven” – eller ”kolf” slet og ret – på de tilfrosne nederlandske søer.
I Storbritannien bredte interessen for golf sig også til billedkunstnerne. Ud over Charles Lee, tog også Sir John Lavery både golfkøller og malerpensler med til golfbanen, især til The Golf Links i North Berwick, en af de ældste baner i Skotland, som ligger tre kvarters kørsel øst for Edinburgh.
Sir Lavery var imidlertid væsentligt mere talentfuld til at svinge penslerne end køllerne. Som en irsk caddie diplomatisk skal have sagt til kunstneren:
”Ah, Sir, there are very few men that can play like you!”
Når man ikke spiller golf i Edinburgh
The Golf Coast of Scotland øst for Edinburgh rummer en perlerække af fremragende golfbaner fra Royal Musselburgh til North Berwick. Hvis vejrliget helt umuliggør en runde golf, kan man drukne sorgen på et af de mange whiskydestillerier i området, fx Glenkinchie Distillery.
Det kan også anbefales at lægge vejen forbi det sagnomspundne Rosslyn Chapel – hvor Da Vinci Mysteriet blev opklaret – og gyse, mens man studerer de monstrøse fabeldyr for enden af kapellets afløbsrør, de såkaldte gargoils.
Har man god tid, skal man selvfølgelig tage nordpå til Saint Andrews og stoppe op undervejs ved den imponerende Forth Bridge, en rødmalet jernbanebro fra 1890, der fragter gods og togpassagerer over fjorden Firth of Forth.
Det tager halvanden time at køre fra Edinburgh til golfens Mekka. Træd på speederen, tænd for musikken og kom i den rette stemning ved at lytte til en dansk evergreen.
I St Andrews skal man selvfølgelig have en god gang pub grub i den hyggelige by, og man må heller ikke snyde sig for en runde i St Andrews Ladies’ Putting Club. Det er sjovt og noget billigere og væsentligt mindre besværligt end at få billet til Royal and Ancients Old Course.
På The R&A World Golf Museum kan man blandt meget andet se, hvordan golfmoden har ændret sig gennem tiderne.
Mulighederne for fantastiske golfbaner og ditto kulturelle udflugter er talløse i og omkring Edinburgh. Og efter en forlænget weekend i den skotske hovedstad bliver svaret på spørgsmålet ”Har du lyst til at komme tilbage?” med statsgaranti: ”Ja! I morgen og i morgen og i morgen!”
Tekst: Kim Boje
Fotos: Birgit Ditlev, Silje Slej og Kim Boje
BONUS INFO
