Når ECCO Tourens finaleserie, FREJA Final4Four skydes i gang med The Twelve Championship by Thisted Forsikring på Storådalens i Holstebro Golfklub, så er der verdenspremiere på et nyt og spændende format.
For første gang nogensinde indføres nemlig et 12-hullers spilformat over i alt 54 huller. Det betyder kortere runder, mere drama og at feltet hele tre gange skæres ned, indtil fire spillere dyster om sejren over blot seks huller.
Formatet er godkendt af Official World Golf Ranking og af Nordic Golf League. Det er ligeledes med stor begejstring godkendt af Dennis René Petersen, som er direktør hos titelsponsor, Thisted Forsikring.
– Da Flemming (Red. Flemming Astrup, ECCO Tour ejer), kontaktede mig og forklarede om konceptet, var vi klar med det samme. Jeg er overbevist om, at det bliver et hit, og jeg er stolt over, at det netop er ved vores turnering, at formatet får verdenspremiere, fortæller direktør i Thisted Forsikring, Dennis René Petersen.
For tilskuere, sponsorer og andre interesserede betyder det nye format øget spænding fra start til slut. Mens de førende spillere, har blikket låst fast på førstepladsen, kæmper spillere væk fra toppen hele tiden for at overleve i turneringen, som altså hele tre gange skærer feltet ned.
30 spillere klarer første cut, mens kun 12 spillere klarer det andet cut. Slutteligt vil blot fire spillere klare sig videre til den intense seks-hullers finale.
ECCO Tour giver verdenspremiere til nyt 12 hullers format. Hvad mener du om det?
Opslået af ECCO Tour på 13. august 2017
Formatet for The Twelve Championship by Thisted Forsikring ser således ud:
- 19. – 20. september: Pro-Am med alm. 18 hullers format
- 21. – 22. september: Pro-turnering med tilpasset 12-hullers baneforløb med cut tre gange
Ugens program
Tirsdag 19. September
- 08:00 Pro-Am morgen (del 1 af 2-dags event)
- 13:30 Pro-Am eftermiddag
- Middag og underholdning for alle deltagere ved 2-dags event
Onsdag 20. september
- 08:00 Pro-Am morgen (del 2 af 2-dags event)
- 13:30 Pro-Am eftermiddag
Torsdag 21. september
- Proturnering starter
- Alle spiller to runder á 12 huller på tilpasset baneforløb
- De 30 bedste spillere + lige går videre til fredag
Fredag 22. september
- 12 huller om morgenen (efterfølgende cut til 12 spillere + lige)
- 12 huller ved middagstid (efterfølgende cut til 4 spillere + lige)
- 6 hullers finalespil (hul 1,2,3,10,11,12 i det tilpassede baneforløb)
- I tilfælde af omspil spilles hul 12 om og om igen, indtil vinderen er fundet
Turneringsinfo:
- Feltet: 78 spillere
- Adgangskrav: Fra GolfBox Nordic Golf League Ranking inden turneringen – ingen invitationer og wild cards
- Bane: Holstebro Golfklub (Storådalen) med tilpasset 12-hullers baneforløb
- Format: Slagspil over 54 huller med cut efter 24 huller (30 bedste + lige), 36 huller (12 bedste + lige) og efter 48 huller (4 bedste + lige)
- Præmiesum: 40.000 euro / 300.000 kroner. Alle spillere, der klarer cuttet efter 24 huller får præmiepenge. Vinder-checken er 20% af præmiesummen.
- Play Off: 12, 12, 12, 12, etc.
- Turneringen er første turnering i FREJA Final 4Four 2017
- Turneringen er tællende til GolfBox Nordic Golf League Ranking, OWGR og ECCO Tour Ranking og øvrige ranglister, som en alm. turnering på Nordic Golf League tæller til.