Udover de mange millioner som de største LIV Golf profiler har fået for at spille og den 25 mio. $ store præmiesum i hver af de syv turneringer i den regulære sæson, så er der også en 30 mio. $ bonus til de tre bedste.
Dustin Johnson havde de bedste resultater i den regulære sæson med bl.a. en sejr i Boston. 3. pladser i Bedminster og Chicago og en 4. plads i Portland. Med samlet 135 point får han en bonus på 18 mio. $ svarende til 138 mio. danske kroner!
Branden Grace, Peter Uihlein og Patrick Reed sluttede alle med 79 point, og deres placering blev så afgjort af bedste individuelle resultater.
Branden Grace bedste LIV resultat var en sejr i Portland, så han blev nr. 2 selvom han måtte trække sig fra turneringen i Bangkok med en skade, og ikke optjente point i Jeddah. Han får en bonus på 8 mio. $.
Peter Uihlein får en bonus på 4 mio. $ ved at blive nr. 3 på ranglisten efter to LIV 2. pladser i sæsonen.
Patrick Reeds bedste resultater er en 2. plads og en 3. plads, så han blev nr. 4 på ranglisten og får ikke del i bonussen.
Sådan er der optjent point
I de syv regulære turneringer har top-24, halvdelen af feltet på 48 spillere, optjent point. Der har været 40 point til vinderen, 30 til nr. 2 og 24 point til nr. 3.
Der har været 10 point til nr. 10 og 1 point til nr. 22 – 24, mens nr. 25 og dårligere ikke har optjent point. Se hele fordelingen nedenfor:
1 – 40 point | 7 – 13 point | 13 – 6 point | 19 – 2 point |
2 – 30 point | 8 – 12 point | 14 – 5 point | 20 – 2 point |
3 – 24 point | 9 – 11 point | 15 – 4 point | 21 – 1 point |
4 – 18 point | 10 – 10 point | 16 – 3 point | 22 – 1 point |
5 – 16 point | 11 – 8 point | 17 – 3 point | 23 – 1 point |
6 – 14 point | 12 – 7 point | 18 – 2 point | 24 – 1 point |