Den årlige generalforsamling i Morsø Golfklub blev meget dramatisk, da æresmedlem Erling Jensen faldt om, mens han kommenterede bestyrelsens beretning.
Heldigvis har golfklubben en hjertestarter, og man har afholdt et Hjertestarterkursus i klubben, ligesom der var en sygeplejerske til generalforsamlingen. Man var derfor meget hurtige til at igangsætte livgivende førstehjælp, ligesom der selvfølgelig blev ringet 112.
Erling Jensen blev fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor han straks blev opereret. Seneste melding er, at han har det godt.
– Han er ved godt mod og har sendt en hilsen om, at vi bare skal fortælle rundt omkring, at han har det godt. Han er sej – og vi håber snart at se ham på golfbanen igen, siger formand Claus B.S. Hansen til kunmors.dk.
Klubben overtager golfanlæg og bygninger
Efter at have sundet sig genoptog man generalforsamlingen, hvor der skulle tages stilling til klubbens eventuelle overtagelse af golfanlæg og bygninger.
– Den vel nok vigtigste beslutning i klubbens 38-årige historie, siger formand Claus B.S. Hansen til den enstemmige beslutning om, at Morsø Golfklub overtager golfanlægget og de tilhørende bygninger fra Morsø Golfbane A/S. Morsø Golfbane A/S blev stiftet i forbindelse med anlæggelsen af den nye bane langs Limfjorden i 2007-08.
Mange nye medlemmer i år
Morsø Golfklub kunne fremlægge et overskud på 84.000 kr. for regnskabsåret 2019.
Regnskabet for 2020 vil være præget af coronakrisen, og mens det på nogle områder har givet færre indtægter, så er der også positive takter med et medlemsboom.
Efter faldende medlemstal på Mors siden 2015 er der kommet omkring 50 voksne nybegyndere i år samt en række nye juniorer, hvilket man har fokuseret på med “Perlegolf” for de 6 – 10 årige. Samlet set er medlemstallet i 2020 indtil videre vokset med ca. 50 til omkring 700.