Den engelske DP World Tour spiller Marco Penge har fået karantæne for overtrædelse af tourens regler om betting.
DP World Tour spillere må hverken direkte eller indirekte indgå væddemål på resultater i golfturneringer for hverken professionelle eller amatører over hele verden. Det uanset om de selv er med i turneringen eller ej.
Et uafhængigt panel har fundet Marco Penge skyldig i overtrædelse af reglerne gentagne gange, uden dog at han har spillet på sig selv, og han har heller ikke spillet på turneringer, som han selv har deltaget i.
Som straf for overtrædelsen har Marco Penge fået 3 måneders karantæne, hvoraf 1 måned er betinget af gentagen overtrædelse indenfor 12 måneder. Han får også en bøde på 2.000 £ svarende til godt 18.000 danske kroner.
Karantænen er begyndt den 13. december 2024, så Marco Penge kan spille på DP World Tour igen fra den 13. februar 2025, så reelt er det 4 turneringer, han går glip af. Udover denne uges AfrAsia Bank Mauritius Open er det det tre turneringer i Mellemøsten, som han ikke kan spille.
Indrømmede straks og hjalp til opklaringen
Marco Penge indrømmede straks overtrædelsen, og hjalp til at opklare sagen, hvilket har givet ham en mildere straf, end han ellers ville have fået.
26-årige Marco Penge vandt Challenge Touren Road to Mallorca rangliste i 2023, og kvalificerede sig til DP World Tour, hvor han blev nr. 110 på Race to Dubai 2024 ranglisten og holdt kortet.