Nogle rynker på næsen, når LIV Golf spillere som Tyrrell Hatton og Jon Rahm spiller på DP World Tour i disse uger. De står til at få store bøder og karantæne, men har appelleret, så de kan spille videre. Og det er DP World Tour direktøren Guy Kinnings meget tilfreds med, for det giver bedre turneringer.
– Det eneste jeg har bedt dem og andre medlemmer om er, at rette sig efter reglerne. Følger man reglerne for touren er man absolut velkommen til turneringerne. Jeg var henrykt over at se Tyrrell på Belfry (British Masters, red.), og det er fantastisk at Jon spiller Spanish Open. Det gør det til en bedre turnering, sagde Guy Kinning til The Guardian under BMW PGA Championship.
Guy Kinnings har således ikke noget problem med, at spillere som Tyrrell Hatton og Jon Rahm spiller på DP World Tour indtil sagen er afgjort eller det hele løser sig i et samarbejde med LIV Golf, for det er også at følge reglerne.
– Så længe det bliver løst på den ene eller anden måde og ikke står i vejen for at have de bedst mulige turneringer, den bedste turneringskalender og gøre Ryder Cup så god som mulig, siger Guy Kinnings.
Kort fortalt er Tyrrell Hatton og Jon Rahm fortsat medlemmer af DP World Tour, selvom de spiller på LIV Golf. Efter reglerne skal de spørge om lov for at spille på andre tours som LIV Golf. De har ikke fået lov og får derfor bøder og karantæne for hver LIV turnering de spiller, hvilket DP World Tour i april 2023 fik medhold til at give, men de har appelleret bøder og karantæne. Man skal være medlem af DP World Tour for at kunne spille Ryder Cup for Europa.
Og netop Ryder Cup er vigtigt for DP World Tour og det europæiske hold ville åbenlyst blive svækket, hvis spillere som Rahm og Hatton ikke kan spille. Under Ryder Cup 2023 vandt Rahm og Hatton to Foursomes sammen over Scottie Scheffler & Sam Burns samt Xander Schauffele & Patrick Cantlay. Hatton bidrog med 3,5 point i 4 matcher og Rahm med 3 point i 4 matcher da Europa vandt 16½ – 11½.
Begge spillede acciona Open de España presented by Madrid i sidste uge, hvor Jon Rahm tabte omspil til Angel Hidalgo og de er også begge med i denne uges Alfred Dunhill Links Championship, som Hatton vandt i 2016 og 2017. Brooks Koepka og Patrick Reed er i øvrigt også blandt deltagerne i Skotland, men de er ikke medlemmer og kan spille på invitationer.
Guy Kinnings har fortid hos IMG og som chef for Ryder Cup
Den 2. april 2024 overtog Guy Kinnings jobbet som direktør for European Tour Group, som bl.a. står bag DP World Tour og Challenge Tour.
Fra 1989 – 2018 arbejdede Guy Kinnings for IMG, hvor han bl.a. var manager for Thomas Bjørn, Colin Montgomerie og Luke Donald. Hos IMG var han Senior Vice President og global Chairman of Golf, da han i 2018 skiftede til DP World Tour, hvor han blev vicedirektør, kommerciel chef og Ryder Cup chef.
Der var i øvrigt IMG der arrangerede sidste uges acciona Open de España og også denne uges Alfred Dunhill Links Championship. Når Jon Rahm spiller på DP World Tour nu og ikke tidligere på skyldes det dog primært, at LIV Golf sæsonen er afsluttet nu, og det er mere et tilfælde at det er IMG arrangerede turneringer.
De har heller ikke samme managementfirma, da det er Sportfive der repræsenterer Jon Rahm, mens Tyrrell Hatton er hos Modest Golf.