Dustin Johnson fører med et enkelt slag inden finalerunderne af Tour Championship, der er sæsonfinalen på PGA Tour, hvor top-30 på FedExCup ranglisten er med.
Dustin Johnson gik anden runde i -3, så han fører i -7 foran Kevin Chappell i -6. Derfra er der tre slag ned til Kevin Kisner og Hideki Matsuyama på 3. pladsen i -3.
– Jeg føler, at jeg spillede meget, meget solidt i dag. Men jeg fik ikke så meget ud af det, sagde Dustin Johnson til Golf Channel efter sin runde med fem birdies og to bogeys. Selvom han således mente at spillet var til mere, så fører han alligevel.
Ryan Moore, Paul Casey og Rory McIlroy deler 5. pladsen i -2 på East Lake GC.
Adam Scott og den forsvarende mester Jordan Spieth er på en delt 11. plads i par. Patrick Reed er nr. 19 i +3, Bubba Watson er nr. 25 i +5 og Phil Mickelson nr. 26 i +6.
Day trak sig på 8. hul
Jason Day har haft problemer med ryggen de seneste uger. Han fik ondt i ryggen igen, og trak sig på 8. hul, så han er ude af Tour Championship. Han spillede de første 7 huller i par, så han var -3 for turneringen, da han trak sig. Han trak sig også under finalerunden af BMW Championship for to uger siden.
Bonus på $ 10 mio.
Udover selve turneringen med en præmiesum på $ 8,5 mio. hvoraf vinderen får $ 1,53 mio., så afgøres FedExCup’en også med Tour Championship.
Dustin Johnson fører FedExCup’en, og kan sikre sig bonussen på $ 10 mio., hvis han vinder Tour Championship. Det samme kan Patrick Reed, Adam Scott og Paul Casey. Jason Day kunne også have sikret sig bonussen med en sejr, men han har som nævnt trukket sig med en skade.
C More Golf sender direkte hver aften. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.