C More Golf lukker i Danmark ved nytår, men nu er der godt nyt for de danske golffans der gerne vil se PGA Tour golf.
Discovery Networks Danmark overtager rettighederne fra C More, så fra 1. januar 2019 kan man se PGA Tour golf på Discoverys tv-kanaler og den nye globale golf-streamingtjeneste GOLFTV. Discovery står bl.a. bag tv-kanalerne Kanal 5, 6’eren og Eurosport. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke tv-kanaler der kommer til at vise PGA Tour golf, men vil man se det hele, skal man nok blive kunde på den nye streamingtjeneste.
Discovery har lavet en stor global aftale med PGA Tour fra 2019 – 2030, så man overtager PGA Tour rettighederne (alle turneringer eksklusiv majors og WGC turneringer) på alle tv-markeder udenfor USA efterhånden som eksisterende aftaler udløber. I nogle lande overtager man rettighederne fra 2019, mens det i f.eks. Danmark først skulle have været fra år 2022. Nu har man dog lavet en aftale med C More, så Discovery Networks også overtager de danske rettigheder fra januar 2019.
– Golfsporten har en stærk og dedikeret følgerskare i Danmark. Dem er vi glade for at kunne byde indenfor på vores kanaler allerede fra næste år. Vi kommer til at producere et eksklusivt og varieret udbud af live golf fra hele verden, ekspertanalyser og meget mere, siger Anders Antonsen, COO og Nordisk sportsdirektør i Discovery, i en pressemeddelelse.
En del af en større satsning
Discovery Networks har i forvejen en række store sports rettigheder inden for bl.a. fodbold, tennis, OL og nu også PGA Tour golf:
– Opkøbet af rettighederne til PGA Tour er en del af vores vedvarende fokus på at tilbyde vores seere unikt kvalitetsindhold i en lang række sportsgrene. Og der passer golfsporten og PGA Tour særdeles godt til vores brand. Og så er golf jo også på OL-programmet i både 2020 og 2024, som vi også har rettighederne til at sende, siger Anders Antonsen.
Discovery og PGA Tour samarbejder om GOLFTV
Med den 12-årige globale aftale mellem Discovery og PGA Tour lanceres en global live og on-demand streamingtjeneste den 1. januar 2019.
Navnet er GOLFTV, som er er en samlet tjeneste, der udover direkte golf fra PGA Tour og de underliggende tours såsom Web.com Tour og PGA Tour Champions, også giver adgang til interviews, højdepunkter, historiske turneringer og meget andet.
De kommende år vil der være mere end 2.000 timers live golf og eksklusivt indhold, som kan ses on-demand (når man ønsker det, red.). I alt sendes der live golf fra næsten 150 turneringer om året inkl. Players Championship, FedExCup slutspillet og Presidents Cup.
– Vores langsigtede mål er at skabe en must-have oplevelse, som virkelig styrker den måde golffans ser, spiller og involverer sig i spillet hver dag. Når vi lancerer GOLFTV er det et meget spændende skridt på den rejse, siger Alex Kaplan, President and General Manager, hos Discovery Golf.
– Med vores nye streamingtjeneste, leverer vi et stærkt produkt til de dedikerede fans. Og det produkt forventer vi at kunne styrke yderligere i de kommende år. Vi kommer til at tilbyde eksklusivt kvalitetsindhold, og meget mere golf, end vi nogensinde kommer til at kunne nå at vise på TV, uddyber Anders Antonsen.
GOLFTV vil kunne ses på forskellige platforme og der kommer naturligvis også en app til iPhone og Android.
Om Discovery Networks Danmark
Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark.
På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery, Inc..
Besøg www.discoverynetworks.dk for flere nyheder om Discovery.