DGU’s bestyrelse foreslår en kontingentstigning for alle danske golfspillere på 2 – 3 kr. om året. Kontingentet til DGU opkræves hos klubberne, og er således indeholdt i det kontingent, man som golfspiller betaler til klubben.
Sidste år foreslog DGU’s bestyrelse en stigning på 1 – 3 kr., men man trak forslaget tilbage som følge af corona-krisen. Nu har man igen fremsat forslag om kontingentstigning til Repræsentantskabsmødet, der er udsat fra marts til april.
Det nye forslag for 2021 er, at senior kontingent stiger med 3 kr. til 164 kr., mens øvrige medlemskategorier hver især stiger med 2 kr. pr. medlem.
- Senior (herunder fleks) fra kr. 161,- til kr. 164,-
- Junior (herunder fleks) fra kr. 86,- til kr. 88,-
- Junior uden banetilladelse fra kr. 30,- til 32,-
- Langdistance fra kr. 86,- til kr. 88,-
– For selskabsmedlemmer opkræves yderligere kr. 30 pr. aktivt medlem pr. år.
– Man er junior til og med det år man fylder 18 år. Det år man fylder 19 år vil man altså være senior hele året, også selvom det først er i december spilleren er født.
Budgetteret underskud blev til stort overskud i 2020
I 2020 budgetterede DGU med et underskud på godt 700.000 kr., men det endte med et overskud på mere end 2,4 mio. Den store afvigelse skyldes primært, at COVID-19 medførte en række aflysninger og udsættelser. Man havde således langt færre udgifter, mens antal golfspillere steg til et historisk højt niveau. DGU Erhverv A/S som står for kommercielle aktiviteter og Golf.dk var også presset, og gav underskud for første gang siden 2014.
Der forventes således også driftsunderskud de kommende år, og kontingentstigningen skal hjælpe til at få driften til at nærme sig en balance.
Kontingentet til DGU steg ikke i årene 2010 – 15 samt 2017 og 2020. I både 2018 og 2019 steg kontingentet med 3,- kr. pr. medlem.
Der er mere om Repræsentantskabsmødet med link til årsberetningen på danskgolfunion.dk.