Det danske samfund åbnes mere og mere op, og nu “tillader” Dansk Golf Union også, at de danske golfklubber afholder klubaktiviteter som tuneringer og klub-i-klubben.
Det sker som følge af, at Danmarks Idræts Forbund (DIF) har ændret deres anbefaling, så der nu med visse begrænsninger kan afvikles udendørsidræt uden kropskontakt.
Fra 11. marts og frem til 21. april frarådede DIF sådan set al udendørsidræt under foreninger og specialforbund. DGU har dog siden 31. marts haft egne regler og anbefalinger, så man har tilladt, at der er blevet spillet golf. Først i to-bolde og siden også i fire-bolde, så DGU har således ikke fulgt de formelle anbefalinger fra DIF.
Nu hvor DIF har lempet deres anbefaling, har DGU tilpasset sine, så de er i trit med dem fra DIF.
Der er fortsat en lang række anbefalinger og restriktioner, som man anbefaler følges. Tidligere anbefalede DGU dog bl.a. at man kun spillede golf med nogen fra egen hustand eller fast spillepartner. Denne anbefaling udgår.
Derudover åbner DGU også op for, at der kan afvikles klubaktiviteter som klubturneringer og klubber-i-klubben aktiviteter. Dog indenfor rammerne af de øvrige anbefalinger fra DGU.
De nye opdaterede anbefalinger er indtil videre gældende frem til den 10. maj. Alle anbefalingerne kan læses i denne artikel.
Den enkelte golfklub bestemmer selv sine regler
Det er op til den enkelte golfklub og bane at vurdere, om man vil følge DGU’s anbefalinger, der således ikke er gældende i alle danske golfklubber, men de fleste følger helt eller delvist DGU’s anbefalinger.
Alle DGU turneringer er fortsat aflyst frem til 10. maj
Alle DGU turneringsaktiviteter er fortsat aflyst frem til og med den 10. maj.
Hvad der derefter sker afhænger af myndighedernes anbefalinger, og særligt forsamlingsforbuddet på flere end 10 personer har betydning.