Dansk Golf Union har på golf.dk overtrådt Databeskyttelsesforordningen om cookie- og privatlivspolitik, der også er kendt som en del af GDPR reglerne. DGU vil følge Datatilsynets afgørelse og opfordringer.
Regler der har været gældende siden maj 2018, og som fik fornyet fokus efter Erhversstyrelsens længe ventede opdatering af cookiebekendtgørelsen i december 2019.
– DGU accepterer selvfølgelig Datatilsynets afgørelse og følger den. Det gælder både for Golf.dk og andre sider ejet af Dansk Golf Union, skriver DGU pressechef Claus Rødgaard Thomsen i en mail til 19hul.dk og fastslår:
– Vores cookie- og privatlivspolitik lever nu op til lovgivningen.
Kort fortalt har der fra maj 2018 til august 2020 været en mangelfuld samtykkeløsning på golf.dk. Det bliver hurtigt teknisk, men man har overtrådt loven, ved via såkaldte cookies at have indsamlet oplysninger om hjemmesidebesøgende uden gyldigt samtykke.
I afgørelsen kommer Datatilsynet også med en opfordringer til ændringer af samtykkeløsningen på golf.dk, og dem vil DGU følge:
– Vi har noteret os Datatilsynets opfordring per den 13. november. Allerede da bad vi vores leverandør ændre formulering og opsætning, og det arbejde pågår, skriver Claus Rødgaard Thomsen.
Har overtrådt reglerne siden maj 2018
På golf.dk blev man informeret om samtykket, men man overholdt ikke loven om aktivt samtykke. Under stor mediedækning trådte loven i kraft tilbage i maj 2018, men først i december 2019 kom Erhversstyrelsens længe ventede opdatering af cookiebekendtgørelsen. I februar 2020 lavede Datatilsynet en vejledning om reglerne, der kan læses som PDF på datatilsynet.dk her.
Af bemærkningerne fra DGU’s advokat til Datatilsynet fremgår det, at det var DGU’s opfattelse, at samtykkeløsningen levede op til gældende regler på området, men at denne opfattelse ændrede sig i april 2020, da man blev opmærksom på Erhvervsstyrelsens opdaterede cookievejledning. Den blev opdateret i december 2019, og kan læses på erhvervsstyrelsen.dk her.
I 2018 var vi flere, der havde dialog med DGU om GDPR
I maj 2020 var der en person, som klagede over golf.dk til Datatilsynet. Vi ved fra afgørelsen, som kan læses på datatilsynet.dk, at klager tilbage i 2018 havde en dialog med DGU vedrørende samtykkeløsningen på golf.dk.
Det samme havde manden bag denne artikel, Peter Damgaard, som privatperson og redaktør for 19hul.dk. Undertegnede argumenterede for, at den oprindelige løsning både var mangelfuld og konkurrenceforvridende. Dengang lavede DGU nogle mindre justeringer, som man mente var tilstrækkelige. Det er nu slået fast, at man ikke fulgte loven.
Vi har forgæves spurgt DGU, om de fik dårlig rådgivning om overholdelse af GDPR reglerne i 2018, eller om det var en DGU beslutning, at man så stort på henvendelser der påpegede den manglende overholdelse af GDPR reglerne.