Efter et stærkt amerikansk comeback blev fredagens Foursomes ved Presidents Cup på Royal Melbourne Golf Club i Australien delt, så det internationale hold fører 6½ – 3½ efter de første 10 af 30 matcher. Se højdepunkter fra anden session i videoen ovenfor.
I den Ryder Cup lignende turnering spiller USA mod resten af verden bortset fra Europa, og lidt overraskende førte det internationale hold med 4 – 1 efter torsdagens 5 Four-ball matcher.
I fredagens Foursomes var det internationale hold foran i alle fem matcher undervejs, men man endte med at dele sessionen.
Adam Scott & Louis Oosthuizen vandt 3&2 over Matt Kuchar & Dustin Johnson, mens Patrick Cantlay & Xander Schauffele vandt 1 op over Joaquin Niemann & Adam Hadwin.
Abraham Ancer & Marc Leishman vandt 3&2 over Patrick Reed & Webb Simpson, der dermed har tabt begge deres matcher.
Tiger Woods & Justin Thomas vandt endnu engang med en sejr på 1 op over Hideki Matsuyama & Byeing Hun An, men først efter Justin Thomas holede et 5 meter birdieputt for sejren på sidste hul.
Cameron Smith & Sungjae Im delte deres match mod Rickie Fowler & Gary Woodland, efter amerikanerne vandt de to sidste huller med birdies, så det endte med 2½ point til hvert hold.
Det er første gang siden Presidents Cup 2005, at det internationale hold fører efter de første 10 matcher.
Presidents Cup spilles over fire dage, og fortsætter lørdag med 4 x Four-ball efterfulgt af 4 x Foursomes og afsluttes med 12 singler søndag. Lørdag sidder Tiger over om formiddagen, så Justin Thomas danner par med Rickie Fowler.
GOLFTV sender direkte fra Presidents Cup. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
Den første udgave af Presidents Cup blev spillet i 1994
Mens Ryder Cup blev spillet første gang i 1927 som et opgør mellem USA og Storbritannien, så er Presidents Cup noget nyere, da den første udgave blev spillet i 1994.
Presidents Cup spilles hvert andet år, så USA spiller skiftevis Ryder Cup og Presidents Cup.
USA har kun tabt én gang
USA har vundet 10 af 12 opgør, mens det Internationale hold kun har vundet én gang i 1998.
I 2003 delte man, selvom det egentlig skulle være afgjort i omspil. Tiger Woods og Ernie Els spillede også tre hullers omspil, men da stillingen stadig var lige og mørket faldt på, så valgte kaptajnerne Jack Nicklaus og Gary Player at dele opgøret.