Snart løber Masters af stablen på ikoniske Augusta National, og så bliver det ikke større noget andet sted i golfverdenen, i al fald efter min mening.
Den helt store scene bliver sat på golfbanen over dem alle, hvor ikke et eneste græsstrå vender i den forkerte retning, og hvor magnoliatræerne synes næsten forud programmeret til at blomstre netop mellem d. 10. – 13. april. Ja, det er vel ikke for meget sagt, at alt omkring Masters er friseret og tilrettelagt til næsten perfektion og yderste detalje.
Således bydes der velkommen i Georgia til verdens absolut bedste golfspillere, der vel alle drømmer om, at blive iklædt den ligeså ikoniske “grønne jakke” – en jakke, der hverken kan købes for penge, eller om så flere millioner træningsbolde fyret af på en drivingrange. Det er ligesom ikke nok, at svinget bare sidder der på dagen, og det synes noget nær umenneskeligt, at det kan sidde der i samtlige fire dage, godt krydret med lidt held – og måske andres spillemæssige ulykke også.
Og så er der jo det næsten forjættede “Amens Corner” med 11. 12. og 13. hul, hvor især 12. har indskrevet sig i historiebøgerne for mange spillere, der har måttet strække våben på netop dette mellemlange par-3 hul, hvor både, vand, sand og turbulente og uberegnelige vinde, har gjort udfaldet.
Danske Søren Kjeldsen slog dog et helt uimponeret og ganske enkelt teeslag på netop 12. – landede bolden, som jeg husker det, ca. midt på green. Ved denne lejlighed i 2016 blev Søren no. 7, kun overgået af Thorbjørn Olesens 6. plads i 2013. Sammen med Thomas Bjørn har det været lige ved og næsten i Masters set i det danske golfhistoriske lys. Stor cadeau og respekt for disse danske præstationer, der i det store billede nok ikke skriver golfhistorie, men de gjorde, hvad de kunne (på dagen), og så kan man vel ikke forlange mere. Hverken af dem selv eller fra publikum.
Der er jo mange om buddet, og “golfguderne” spiller som bekendt også med i dette på een gang forjættede og uforudsigelige spil.
Men een skal jo vinde, så hvorfor ikke en dansker i “den grønne jakke”, håbets farve, som man siger, og så kan det da nok være, at vi realistisk set skal over i eventyrets verden for en dansk sejr, men så tager vi det med også, og sender H.C. Andersen (og de danske spillere) en venlig tanke, om at troen såmænd også kan flytte bjerge.
Mvh.
Steffen Rasmussen,
Smørum Golf
