Det danske pigelandshold skal lørdag spille om guldmedaljer ved EM for hold, mens herrerne spiller om bronzemedaljer. Læs også om damernes og drengenes præstationer nedenfor.
I 2018 vandt damerne og herrerne bronzemedaljer, mens pigerne blev nr. 7 og drengene nr. 8.
Pigerne er i finalen efter dramatisk semifinale mod Tyskland
Pigerne spiller på Parador de El Saler i Spanien, hvor de sluttede på en flot 3. plads i slagspilskvalifikationen, og fredag spillede de semifinale mod Tyskland.
Som torsdag i kvartfinalen mod Tjekkiet, så tabte de danske piger begge foursomes. De var i problemer i singlerne, men efter fire sejre og blot et enkelt nederlag vandt Danmark 4 – 3. Cecilie Leth-Nissen vandt den afgørende single på 21. hul, så det var meget spændende.
Med sejren skal de danske piger spille finale mod værtsnationen Spanien, mens Italien og Tyskland skal spille om bronzemedaljer.
Amalie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub), Anne Normann (Rungsted Golfklub), Alberte Thuesen (Mølleåens Golf Klub), Natacha Høst Husted (Smørum Golfklub), Olivia Grønborg (Helsingør Golf Club) og Cecilie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub) er på pigernes hold.
Hold EM, piger – Flight A hulspil, leaderboard
Herrerne tabte stort til værterne fra Sverige
Herrenes EM spilles på Ljunghusen GC i Sverige, hvor danskerne vandt over Irland i kvartfinalen, så de kom i semifinalen.
I semifinalen skulle de fredag møde værtsnationen Sverige, som vandt begge foursomes. Den ene 2&1 og den anden på 19. hul.
Svenskerne var også bedst i singlerne, hvor kun John Axelsen og August Thor Høst delte deres matcher, så det endte med en svensk sejr på 6 – 1.
Lørdag skal Danmark spille om bronzemedaljer mod Skotland, mens Sverige og England mødes i finalen.
Herrelandsholdet består af Andreas Hillersborg Sørensen (Roskilde Golf Klub), August Thor Høst (Odense Eventyr Golf), Rasmus Neergaard-Petersen (Furesø Golfklub), John Axelsen (Sorø Golfklub), Hamish Brown (Aalborg Golf Klub) og Alexander George Frances (Møns Golfklub).
Hold EM, herrer – Flight A hulspil, leaderboard
Damerne tabte til England, og kan blive nr. 7
Is Molas GC på Sardinien er vært for damernes Hold EM, hvor Danmark tabte til Tyskland i kvartfinalen. Fredag tabte de 1,5 – 3,5 til England, så lørdag skal de spille om 7. pladsen mod Irland.
Som torsdag var Sofie Kibsgaard Nielsen den eneste, som vandt sin single, mens Cecilie B.S. Nielsen delte sin match.
Finalen er et opgør mellem Spanien og Sverige.
Damernes EM hold udgøres af Karen Fredgaard (Asserbo Golf Club), Puk Lyng Thomsen (Frederikshavn Golfklub), Marie Lund-Hansen (Sønderjyllands Golfklub), Cecilie Brøgger Nielsen (Furesø Golfklub), Cecilie Finne-Ipsen (Hjortespring Golfklub) og Sofie Kibsgaard Nielsen (Morsø Golfklub).
Hold EM, damer – Flight A hulspil, leaderboard
Drengene er i B-finalen, og kan blive nr. 9
Drengene er i Frankrig, hvor der spilles på Golf de Chantilly. De blev nr. 10 i slagspilskvalifikationen, så som det eneste af de fire danske landshold kom de ikke med i Flight A, og kan i bedste fald slutte som nr. 9.
Det har de kurs mod, da de indtil videre har vundet alle matcher i Flight B. Fredag blev det en 4 – 1 sejr over Holland, så lørdag skal de spille mod Portugal om 9. pladsen i “B-finalen”.
I Flight A finalen om guldmedaljerne mødes Frankrig og Tyskland.
Drengenes hold består af Jamie Tofte Nielsen (Søllerød Golfklub), Jonas Thygesen (Randers Golf Klub), Mads Laage Hansen (Smørum Golfklub), Mikkel Kousholt Schmitt (Randers Golf Klub), Rasmus Bofill (Silkeborg Ry Golfklub) og Sebastian Friedrichsen (Asserbo Golf Club).
Hold EM, drenge – Flight A hulspil, leaderboard
Hold EM, drenge – Flight B hulspil, leaderboard
Format: Slagspil efterfulgt af hulspil om medaljerne
Ved EM for hold er der seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil over 18 huller, hvor fem af seks scores pr. dag var tællende som holdets samlede score, inden der torsdag, fredag og lørdag spilles hulspil om de endelige placeringer. Læs mere om resultaterne i slagspil i denne artikel.
De 8 bedste lande er gået videre til medaljespillet i Flight A, mens de øvrige spiller i Flight B samt også C for damerne og pigerne. Herrerne og drengene har en særskilt 2. division, hvor de næstbedste nationer er med.
I alle matcher mod finalen spilles om 7 point fordelt på to foursome matcher om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. Hold der ikke længere er med i kampen om medaljer spiller om 5 point med én foursome og fire singler.